klam
klamme¡ri| klam | klamme¡ri |
subst. _ klam¶èr _ genus: fk. el. stof´neutr.
1) = klapren; larm [< Çklamre 1; spor. i Midtjy] a hø·r æ klam¶èr a hans træ·sker i æ brø©¶ès = jeg hørte klammeret af hans træsko i bryggerset. Vroue. Lyngjærn og "Gammelmand" (= lyngle og brændevinsdunk) skar sammen bag i Vognen under hørlig Klammer (mens den skumplede hen ad hedevejen). Aakj.VB.126.
2) (overført) = højrøstet tale; skænderi; strid [1618: ondt Rygte og Klamme (= sladder?) (HimmerlKjær.1915.178); < Çklamre 2; spor. i Midtjy] dje klam¶èr æñ· mæ èn ¡rætsªsa© = deres strid endte med en retssag. $Vroue. \ (hertil, i talemåde med varianter:) sy¡östªblam¶èr å ¡kæleµªklam¶èr æñèr gja·n mæ wañ¶ = lummert vejr fra sydøst (jf. blammer 1) og strid mellem kvinder ender gerne med vand (dvs. regn hhv. tårer). $Vroue.
| klam | klamme¡ri |
| Sidens top | |