klakke
klammer| klakke | klammer |
adj. _ klam¶/klam (K 1.1). _ neutr.: ´t KongruensOmr (K 7.4). _ plur.: klam·/kla÷m/klam/Áklam(·) (K 1.3).
[syn.: slo x]
= fugtig og kold (om hænder, tøj, korn mv.). a ¡tøw¶s te di¡hæ¿r ¡sæµ·ªklæj¶èr æ så ¡klam·, di ku ha ¡nørè å blyw lå ¡u¿r ¨ i æ ¡su¶èl = jeg synes, at de her sengeklæder er så klamme; de kunne have nødigt at blive lagt ud i solen. Hards. læ ¡by©¶èt sto å ¡vejèrès i ¡daw¶ ªøw¶è, de ¡æ så ¡klam¶ ve ¡ne©ªboç¿jèt = lad Byggen staa og blive vejret i Dag over (dvs. tørret i solen resten af dagen), det er saa klamt ved »Negbaandet. $Gosmer. \ (spec., om sne) = våd, tøende [spredt i Vends, desuden anførte kilde fra Ribe; syn.: klasset x] Sneen er ganske klam, siges om Sneen, naar det tøer. Ribe (TerpagerÇ.ca.1700). Den mindste Smule Sne faar Børnene til at »poltes i Sne; saa laver de Snepolte (= ´bolde) ¨ disse Polte skal helst krystes (= knuges); det kan især lade sig gøre, naar Sneen er klam, som den er i Tø. Vends.
| klakke | klammer |
| Sidens top | |