klævre·værk
Çklævver| klævre·værk | Çklævver |
Se også Çklævver (subst.)
subst. _ med sideformerne klævvert, klævvel. _ (´er K 6.2:) klæv¶èr/klæ߶èr/klæw¶èr (K 4.3) alm.; klæfè TonalOmr (K 1.9); (i betydning 1:) *klævvert PJæger.Y.8; også klæv¶èÏ MØJy (én kilde); også *klevel, *klæffel spor. i SVJy og SønJy. _ genus: (i betydning 1) mask./fk.; (i betydning 2.1´2.2) neutr. el. stof´neutr. (dog fk. $Vodder); (i betydning 2.3) neutr. _ plur.: ´er (K 6.2).
1) = klokkeknebel [1686: (bf.) Klevren (Sulkjær.Snejbjerg.I.75); < nedertysk kläpel (= klokkeknebel), men vel omdannet i tilslutning til andre agensbetegnelser på ´er; NVJy, Han, spredt i Midtjy (±NV, ±Ø), i SVJy og SønJy´NM, spor. i øvrige Jyll; se kort; fortrinsvis i ældre kilder]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
Men da de saa kom til Kirkegaarden, slap Klævreren af Kirkeklokken, og de kunde da ikke ringe over hende (dvs. den døde). Him (Krist.DS.NyR.V.172). \ (overført, vulgært) = (mandlig) kæreste. *Hards. \ (også) = mindre klokke el. andet støjende instrument (til sammenkaldning af folk) [spor. i Midt- og Sydjy] En Klæver (Madklokke). MØJy (SprKult.XI.128, med ill.). æn klæv¶èr = redskab til at kalde folkene på större gårde ind til måltid, består af en træplade med skaft og en lille bevægelig kølle derpå, det hele frembringer en stærkt klaprende lyd. SØJy (F.II.197).
2) i overført betydning.
2.1) = klapren, spektakel [jf. klævre x; spor. i Vends og SønJy] æn ¡grem¶ ¡klæv¶èr å ªhø·r ªå¿ = en grim Klæbber at høre paa; klaprende Lyd, fx af Dør. $Vodder. det var for mig, ligesom der kom et klævver, som når én har en æsk (= oval madkasse) i sin hånd, der falder fra én ned på jorden og triller noget hen. Vends (Krist.DS.V.48). de gi ¡iñè ¡klæfè (= det giver ingen klævver), dvs. det klaprer ikke (når man lægger Bliktag oven på Stråtag) (altså uden at fjerne det gamle stråtag). ØSønJy.
2.2) = mund, kæft [spredt i NJy, SVJy´SØ og VSønJy´N, spor. i Him´NØ og i øvrige SønJy; syn.: knævver x] A skal lò·w får, ho ka læ Klæbbere go = (jeg skal love for, at hun kan lade) Mundtøjet (gå)! Vends. hold æ klæffe = hold bøtte! Åbenrå.
2.3) = person, der altid kæfter op; oftest om kvinde [Vends (±MØ), spor. i Him´NØ, desuden én kilde fra MØJy; se kort; syn.: knævver x]
 | Tæt afhjemlet |
e Klæbber = et Kvindemenneske, der er en uafbrudt Sladder eller anden Støj og Uro ved. Lars.Ordb.120. aa Klæbber = larmende, upaalideligt Kvindfolk. VendsTid. 4/1 1933. Det er da et grumme klæbber, hun er ikke til at holde ud og høre på. Him´NØ. (hertil vel også, som tilnavn:) Kræ Klæv¶er. PæØwles.JyVV.58f. \ (i adj. funktion, jf. GodeOrd.465ff:) en klæbber ¡ku·n = en kone med en forskrækkelig kæft. AEsp.VO.II.165.
| klævre·værk | Çklævver |
| Sidens top | |