klæp·åre
klævre·ast| klæp·åre | klævre·ast |
Se også klæbret (adj.)
verb. _ (ß/w/v/f K 4.3, ´re K 6.2:) klæßèr VendsÌ; $Haverslev, $AggerÇ; klæwèr, klewèr $Læsø; klævèr/Áklævèr MVJy, Sydjy, Sønderjy´N; klæfèr Sønderjy´S; spor. også *klæbre. _ præs.: ´er (K 6.3). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1)È; dog ptc. klæ¶ßèr $Børglum, klæ߶èr $Tolstrup.
\ Ìdog klæ÷ßèr $Børglum, BørglumH (AEsp.VO.); dog klÉ÷ßèr HornsH (AEsp.VO.); Çdesuden *klebber Thy´S; Èdog ´t $Læsø.
1) = klapre (med), rasle, klirre; slå flere gange på noget, så det klinger el. larmer [Vends (±SV), Hards og SVJy, spredt i Sønderjy´V, spor. i øvrige NJy, i Thy´S, Fjends, SØJy, Sønderjy´Ø; se kort; syn.: klæppe x]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
Melsen.1811. der sku ja·n tjyrres rask mæ i tåm¶ hÒstwuw¶n får at de rætji ku klæber, så nòboern ku høør´e = der skulle gerne køres rask med en tom høstvogn, for at det rigtig kunne klapre, så naboerne kunne høre det. AEsp.VO. e sjellbinne kleffre = »selvbinderen (dvs. høstmaskinen) rasler, klaprer. AlsKal.VII.58. så begeñt æ veñèr å klævèr = så begyndte vinduerne at klapre. $Jelling. æ ¡frø¿s te è ¡tæñ¶ ¡klævèrèt i è ¡moñ¶ ¡å¶ mæ = jeg frøs, så tænderne klaprede i munden på mig. $Vodder. do mo e§k så¿n stå¿ o klæßèr mæ æ da¿r = du må ikke sådan stå og klapre med døren. $Agger. å klævr mæ æn Klåk (= at klævre med en klokke), dvs. klingre. Hards (Røjkjær.Opt.). Je¶j A·wten fæk wi opsko¶r ¨ da klæbre’ di så løste’ epå djer Hylliblå·e = en aften fik vi »opskåret (dvs. ophøstet), da klævrede de (dvs. da slog høstfolkene med strygestikken) så lystigt på deres leblade (for at få en dram el. andet traktement). Klastrup.T.73. aa klæber aapaa Glast = at slå på glasset (for at holde tale ved gilde). Thise.NKS.132. (vedr. bier:) Hvis der viste sig tegn til sværmning, skulle jeg med en hammer "klæbre" (dvs. slå) på et høleblad for at få sværmen til at "falde" (dvs. slå sig ned) i en busk eller et træ i nærheden. BarnVends.IV.152. _ (spec.:) (at) klævèr ¨ hørt brugt om et vækkeurs ringen. Skautrup.H.II.44. \ (hertil også:) Storken klæfrer, dvs. klaprer (jf. knebre x). *Hagerup.Angel.185.
2) = snakke meget, højrøstet [spor. i Vends, MVJy og Sønderjy; syn.: knævre x] En person, der bruger munden, utilfreds, klæwrer. Hards. \ klævre ¡op/¡på = snakke op, løs. De wa swÉt, som hun stu å klæbre åp = det var svært, som hun stod og snakkede op. *BørglumH. Du bliver altid ved ¨ at klæver på (= snakke løs). *VSønJy.
| klæp·åre | klævre·ast |
| Sidens top | |