klæp·mundet
Çklæppe| klæp·mundet | Çklæppe |
Se også Çklæppe (verb.)
verb. _ klæ÷p/klæp/klæ§p/Áklæ(÷)p (K 1.4). _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, k 6.1).
[< Ìklæp]
1) = klapre, smække i (om dør, vindue etc.). [Vends (±SV), Sønderjy (± Rømø og Angel), spredt i Sydjy´S, spor. i øvrige Nørrejy; se kort]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
lok dön¶, dæçj stor å klæpper = luk døren, den står og klaprer. AEsp.VO. lok æ dö¿è å int stå å klæp mæ èn! = luk døren og ikke stå og klapre med den. Tønder. e Ávinde hæ ¡ståwn å ¡klæppe e Áhi·le ¡nat = vinduet har stået og klapret hele natten. AlsOrdsaml. _ (overført, om mund:) (han) bløv ¨ saa pekuj, aa saa kam haj oltir te aa mimmer med Muj aa klæp med dæj næje Lep = han blev så »pikond, og så kom han altid til at mimre med munden og klæppe med den nedre læbe (dvs. underlæben). Thise.SP.5. En Kone skældte en Dreng ud, fordi han drillede hende. Han gav igjen med: "A tøke di Mo·©fi¶èl klæpe i Daw¶" (= jeg synes din »møgfjæl klaprer i dag, dvs.) hendes Mundtøj gik. MØJy. æn ska sæj· nåwèt mæn æn löw¶èr, de ka e§t nø§t o le© o klæ§p mæ æ moñ¶ næ¿r æn æ dø¿ = man skal sige noget, medens man lever, det kan ikke nytte at ligge og klæppe med munden, når man er død. SVJy (F.III.199).
Forrige betydning - Næste betydning
2) = kæle for, være kælen [SVJy´V; se kort]
 | Tæt afhjemlet |
kleppe ¨ siges ¨ naar Barnet af kiælenhed henger for meget paa (ved) Moderen ¨ See hvor dend Dreng klepper paa Moderen. Varde (Tøxen.1698). æ mu¶èr klæ§pèr får èn (= moderen kæler for den (vel et barn)), æn blywèr gåt klæpèt ¡åp = opfødt med overflødig mad. $Darum. \ (hertil:) klæppet adj. = forkælet [spor. i SVJy]
3) [< Ìklæp 5] tage med fangstkrog _ wi klæppe kon di stoor tå·sk = vi klæpper kun de store torsk. *AEsp.VO.
| klæp·mundet | Çklæppe |
| Sidens top | |