Ìklæp
klæp·drag| Ìklæp | klæp·drag |
Se også Ìklæp (subst.)
subst. _ klæp _ genus: fk.
[muligvis < hollandsk klep (= mund); jf. ØMO. klæppe II.3, kleb 1; SønJy´Ø, spor. i øvrige SønJy (± øerne) og i SVJy´S; se kort; syn.: Ìklævver 2.2]
 |  Tæt afhjemlet |
= kæft; mund. "Hvad er det for Skræppen?" ¨ "Vil I holde Klæppen!". Mikkelsen.Digte.6. da han holdt op (med at fortælle historier), waar der ander der fæk æ Klæp o gaang (= var der andre, der fik munden i gang). JJacobsen.T.I.8. ¡Hø¿è, vår æ ¡Klæb ¡gæ¿r ¡å ham = Hør, hvor munden går på ham (Han taler højt, hurtigt). HostrupD.II.2.101. Hold din klæp = hold din mund. Als. om en, der snakker meget _ han hæ en »essel klæp = han har en forfærdelig kæft. Als. _ (spec.:) do kånd ¡fo nåwe o e ¡klæp! = du kan få nogle (slag, lussinger) på klæppen. AlsOrdsaml.90. \ (hertil:) klæp·mundet _ Áklæpmoñè = snakkesalig [spor. i ØSønJy] _ (subst., om snakkesalig person:) klæp·fitte [ Ìfitte] hun ær æn rigte slarrefit (sladrefitte), klæpfit. *ØSønJy. _ klæp·kande [ kande 2.2; spor. på Åbenrå´egnen] _ klæp·kutte [ kutte x] klæpkot kaldes en snakkelysten Tøs. *ØSønJy. _ klæp·malene. èn ¡klæpmale·n (siges) om en Kvinde, der ikke kan holde Mund. *$Bov. _ klæp·mund. klæpmuñ¶ siges om en der taler meget og rask. *$Brarup.
| Ìklæp | klæp·drag |
| Sidens top | |