klæg·ål
klækkelig| klæg·ål | klækkelig |
verb. _ klæ§k MVJy. _ præs.: ´er (K 6.2).
[jf. tysk klecken (= forslå); spredt i MVJy´N, spor. i Him´V, SVJy og SønJy´N]
= batte, forslå. Kjød vil der til, det er Behov, / Og lidt vil ikke klække. HMikkelsen.Digte.113. klecker ¨ (dvs.) det vetter indtet (= det vægter, dvs. forslår intet). Gerner.ca.1700. Hvis vi nu alle fem går i gang med den kornmark, så er det noget der klækker. Sall. de klæ§kèr atèr¡hå¿ñ mæ æ ¡ræj¶n = det forslår efterhånden med regnen. $Vroue. Hun flyede ham en stump brød ¨ Det klækkede ¨ ikke ret i ham, så han var snart igjen lige sulten. Hards (Krist.DS.VI.2.200).
| klæg·ål | klækkelig |
| Sidens top | |