kjavsKjeld

kjavse

verb. _ kjaw·s/Ákjaw·s (K 1.9). _ præs.: ´er (K 6.2) alm.; kjawsèr $Agerskov, $Brarup. _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) $Agerskov, $Brarup; kjaw·st hhv. kjaw¶st $Voldby; *kja·wst hhv. *kjawst GramH (Sønderjy); (præt.:) kjaw·st $Darum.

[< kjavs]

 Næste betydning

1) = tygge, gumle (uden at synke); spise med besvær [spor. i Sønderjy, desuden $Voldby, $Darum] æ hæ·st stær o kjawsèr ar æ fo¿r (= hestene står og kjavser ad foderet), naar de ingen Ædelyst have. $Agerskov. En Ko, der har fået Reb (dvs. tøjrreb) i Munden, kjavser, tygger på (det). Sundeved. en Hest ¨ kjawsèr, naar der kommer Frod (= fråde) paa Tungen af en Art Sygdom. $Brarup.

 Forrige betydning  -  Næste betydning

2) = spise uordentligt, grådigt; sluge [spor. i Sønderjy] ¡tyk æ ¡mar ¨ do ¡kjaw·sèr èt jo ¡í dæ = Tyg Maden. Du sluger den jo (utygget). HostrupD.II.2.91. \ (hertil, el. til betydning 1:) en Hund "kjaw·ser" = hugger med Kjæberne. *HostrupD.II.2.91.

 Forrige betydning

3) = lange ud efter, prøve at få fat på. börn der begynder först at tage (dvs. række ud efter noget) ¨ sidder og kiauser efter (det). *SVJy (Anchersen.ca.1700). I mo et söön sej å kjaws i æ Fad (= I må ikke sådan sidde og "fiske" i fadet), til Børn, når de rager i Fadet efter ¨ noget af det, som synker til Bunds. *Holmsland (Røjkjær.Opt.).

kjavsKjeld
Sidens top