kjatlekjavs

kjatte

verb. _ med sideformen kjattie. _ kja§t Hards; kjati MØJy. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

 Næste betydning

1) = slå let, tjatte; spjætte [spor. i MØJy og Hards; syn.: Çhjatte 1] Han begynnt straks aa kjatti mæ Ahrem aa Bien = han begyndte straks at slå ud med arme og ben (da jollen kæntrede, og han faldt i vandet). PJæger.G.14. æn ska slå¶, nær en vil slå¶, å et kjat = man skal slå (dvs. slå hårdt), når man vil slå, og ikke (kun) tjatte. Røjkjær.Opt. \ (også, overført:) kjatte efter = gribe efter, søge at få fat på. (de fornuftige piger) slou mie inn 7 Krøller po Niesen, næe han kjatit ætte dem = slog mere end syv krøller på næsen (dvs. var afvisende), når han (dvs. en ung mand, der drak for meget) prøvede at få fat på dem. *MØJy (JyUgeblad.I.12).

 Forrige betydning

2) (overført) = arbejde uden fremgang [spor. i Hards og SVJy] En dygtig »Karter skulde behandle 1 Pund Tow (= uld; jf. to x) om Dagen, men (jeg) so¿ èn hij¶l Aw§ten o kja§tèr i æ ¡tow¶ o ku e§t kom a§tèr de (= sad en hel aften og kjattede i ulden og kunne ikke komme efter det, dvs. ikke lære det). HPHansen.Opt. han kjatter det hele væk, dvs. har en god Avl til Kreaturerne, (men) faar ikke noget ud af det. Hards.

kjatlekjavs
Sidens top