kirke·hat
kirke·kone| kirke·hat | kirke·kone |
subst.
1) = rigsm. Kirkeklokken kaldes ofte i daglig Tale blot "Klåkken": "A tøt, Klåkken gik, hwæm¶ æ dø¶?" (= jeg synes, klokken lød, hvem er død?). Der ringes naar en (i menigheden) er død, en "Hied" (jf. Çhede 3) over et Barn, to "Hieder" over et ungt Menneske og tre over ældre Folk. I øvrigt ringes til Bryllupper, Begravelser, ved Solopgang og Solnedgang, og tre "Hieder" før Gudstjenesten. Ved Ildebrand klemtes med Kirkeklokken, og der ringes ogsaa en kort "Hied" over en ny Grav ¨ Aftenen før de store Højtider ringes tre Gange og kimes der ind imellem. MØJy. de gjeres mi Siel ent behou aa la vuo Dien reng Kjerkeklokkin Muen aa Aufden, for aa sei vuos naa stoer Svuol op, aa naa goer Svuol nier, de er noud vi ka sie = det gøres min sjæl ikke behov at lade vor degn ringe (med) kirkeklokken morgen og aften for at sige os: nu står solen op, og nu går solen ned; det er noget, vi (selv) kan se. ALimennchar.FB.17. (overtro:) da ¡anªhå¬tèrn ¡di ¡fæk en ¡kjerk, å ¡kjerkèªklåkèrn ¡di be¡geñ¶t å ¡reµ·, ¡så ¡ræñ· ¡å¬· ¡trå¬èn å ¡nesèrn å ¡wa·rªol¶èn = da anholtboerne fik en kirke, og kirkeklokkerne begyndte at ringe, så rendte alle troldene og nisserne og varulvene (deres vej). $Anholt. »Kirkebly eller Rust skrabet af Kirkeklokken (var) gode Midler mod adskillige Sygdomme. AarbMors.1927.89. På Torsted kirkeklokkes klang kan man høre, når én i sognet skal dø i nær fremtid. $Torsted.
2) (overført:) som plantenavn.
2.1) = (planten) liden klokke. *Thy (JLange.ODP.I.260).
2.2) = (planten) hjerteblomst. *LBælt (JLange.ODP.I.468).
| kirke·hat | kirke·kone |
| Sidens top | |