kink·kuldeÇkip

Se også Çkip (subst.)

Ìkip

subst. _ med sideformerne kippe, kippes. _ kip alm.; også (som interj., se ndf.:) kipè spor. afhjemlet; kipès spor. i Østjy og SønJy´NØ. _ genus: mask./fk. (K 7.2). _ plur.: ´er (K 6.2).

[spredt i NVJy, Han, NØJy, Midtjy (± Anholt, og kun spor. på Samsø), Sydjy samt SønJy´NØ, spor. i øvrige Jyll (nord for rigsgrænsen); barnesprog; syn.: buh·kalv 1, bøh·kalv 1, kip·kalv]

som kælenavn for spæd kalv. (sagt til barn:) væl do mæj úr å sí te æ kipèr = vil du med ud at se til de små kalve? $Vroue. \ (også, og fortrinsvis:) som interj. (hvormed man kalder kalve til sig); ofte gentaget, evt. i varieret form: kip kip, kippe kip etc.; også i sideformen kippes (hvilket iflg. KrMøller.D.12 gør ordet "lidt mere kælende") [NVJy, Han, NØJy, Midtjy (± Anholt, og kun spor. på Samsø), Sydjy samt SønJy´NØ; se kort]

Tæt afhjemlet

Kip, Kip, Kip, Kip! Kom bitte »Bossekip! KSkytte.JB.II.238.

kink·kuldeÇkip
Sidens top