kink·bladÇkinke

Se også Çkinke (verb.)

Ìkinke

subst. _ (længde´, stød´ og accentforhold K 1.5, K 1.6:) keµ·k/keµk/keµ§k (og formentlig *Ákeñ(·)k) alm.; tje÷nk Skagen. _ genus: fem./fk. (K 7.2). _ plur.: ´er (K 6.2).

[< middelnedertysk; spredt i Thy, Hards´V, SVJy´V og i egnen Viborg´Randers´Silkeborg, spor. i øvrige Jyll (dog ikke optegnet på Als el. i SønJy´V, bortset fra Rømø); syn.: Çfilt 1, kurre x, snare x]

= kurre, bugt, snoning (på tråd, line, reb etc). Når fårene, der græssede to og to i samme tøjr, af vanvare var løbet sammen, kunne der danne sig en næsten uopløselig knude, en kink. Hards. Haj tu så Æ·j å fij·r Nå·gler å trak i¡djæm¶mel no Hwòller i æ BrÉt ¨ så Tjenkeren ku blyw rætte uk = han (dvs. en fisker, der skal til at tvinde liner) tog så enden af fire nøgler (hamp) og trak igennem nogle huller i et bræt, så kurrerne kunne blive rettet ud. Skagen. Knudedannelser under Vævningen: de slo ¡keµkè (= det slog kinker). Anholt.

kink·bladÇkinke
Sidens top