kimler

kims

kimre

verb. _ kimèr _ bøjning: ´er ´et ´et el. u.end. (K 6.2, K 6.1, K 6.3).

[< kime; kun anførte kilder fra Thy´S]

= kime med kirkeklokke; klingre på le. RefsH (Lyngby.Opt.). ¡så wa èÛ jo ¡åm¶ å ¡gy·r å blyw føst ¡fær·, ¡så kim·rèr wi jo a wò ¡na·bo (= så var det om at gøre at blive først færdig, med høsten, så klingrer vi jo ad vor nabo, som venligt drilleri) ved at slå på lebladet med »strygestokken. RefsH.

kimler	kims
Sidens top