kim
kimer| kim | kimer |
verb. _ ki·m/kij·m (K 2.0) alm. i Nørrejy, desuden $Agerskov, Tønder; også tjij·m spor. i Vends; Áki·m Haderslev. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.; ´t NJy, $Vroue, Ommers.
[< kirkeligt sprog (jf. hyppig udtale med k´ i stedet for forventet tj´ i Vends); Nørrejy, spredt (men yngre) i ØSønJy´SØ og på Als, spor. i øvrige SønJy; se kort]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= rigsm. Kimer = Naar der slaas paa Klocken med »Klevelen eller Steen (dvs. med klokkekneblen el. med sten), som er brugeligt paa Höytidsdagene, imellem mand ringer (almindeligt) Förste´ og Andengang. UkSjy.ca.1700. di ki·mè åm yw¶Ïèn, po·sk å pens, å næ¿è de è brølèp = de kimer (med kirkeklokkerne), til jul, påske og pinse, og når der er bryllup. $Hundslund. (overført:) Naar Bierne sværme, kimes dygtigt for dem paa en Hølee eller andet stærkt lydende Redskab (i håb om, at det får sværmen til at slå sig ned). Schade.Mors.316. \ (hertil:) kime·dreng. Fra Kirken kimedes der (ved et gammeldags Tunø´bryllup) af "Kimedrengene", som stod i en stor Rundkreds om Klokken og slog paa den med smaa Hamre. *AarhAmtst.31/12 1936. _ kimer = person, som står for kirkeklokkernes kimen [spor. i Nørrejy]
| kim | kimer |
| Sidens top | |