Jysk Ordbog - kilde

kil	kilde·bing

kilde

subst. _ med sideformen kjale. _ udtale »kort 1 (med noter); (vedr. sideformen) »kort 2 (med noter); desuden flg. ældre skrivemåder (som stort set synes at bekræfte de yngre optegnelser): (vedr. hovedform:) kield Hards (HAOlivarius.1807); kiæld, kield SVJy (NFogtmann.1812); kieel SVJy (Foersom.1811); keeld Sønderjy (Outzen.); kjedel VSønJy (Fog.ca.1808); (vedr. sideform:) kiold Viborg´egnen (Gerner.ca.1700); kio^l Him (JesRel.1743); (bf.:) kjallen Randers´egnen (Vistoft.ca.1825); formen *kjelde anvendes ofte af Krist. i stedet for lokale former og svarer til rigsmålspåvirkede former (i betydning 1) i yngre kilder. _ som 2.sms.led: samme udtale som grundformen, dog også med forkortelse af vokal el. kons. (kjæ¬´, ki¬´, kjål´, kjal´, tjol´, tjål´ og lign.). _ genus: fem./fk. (K 7.2). _ afvigende bf.: tjå·l Vends (AEsp.VO.); tjål· (vsa. tjò·lèñ) $Børglum; kjå¬· $Lild. _ plur.: ´er (K 6.2) alm.; tjålèr Vends, Læsø; kjæ¬èr SVJy´N (F.); også *kjæele SønJy´NV (SJyAarb.1952.42); også *kjiller (Hagerup.Angel.45).

\ Ìogså kjæ·l Thy´S; Çvsa. kje¬· Sall, Fjends, Him´V; dog kjæ·l Løgstør (F.); dog kel $Vorning; også ke·l (NPBjerreg.ÅOmmers.53); Èogså kie¬ $Bjerre; også *kjæld Holm.Bjerge´Hatting.20; ¢dog kjæ¬· KThuborg.Harbøre.146; £også kièl; dog ki·¬ $Tvis, $Fanø (vsa. kejèl); også ke·¬ (vsa. kjæ¬·, kje¬·) Hards´SV, Sydjy; Àinden for den stiplede linje også kæ·¬/Ákæ·¬ (K 1.9); også Ákæ¬·, Áke·l Angel´N; dog *kjÉhl(d), *k(j)ehl Hagerup.Angel.176+135+45; Îvsa. tjå·¬ (F.); også tjòw·l HornsH; også *tsjol, *tsjål; også *kjaahl HornsH (JySaml.1Rk.VII.5); {dog kjå·¬ $Lild; også kjò·l (AEsp.VO.); }også yngre kjal(·); Ì°også yngre kjæ¬·; ÌÌdog kjæ¬· HelgenæsSg; ÌÇspec. (bf.) *kæjlen, *kejlen ØLisbjergH (måske som stedn., jf. betydning 1.1 slutn.).

[< gammeldansk keldæ, sideformen < gammeldansk kjaldæ]

Næste betydning

1) = rigsm. (kildevæld mv.).

1.1) = kildevæld, mere el. mindre kraftigt; vandsamling på lavt sted i mark, eng; vandhul [spredt i Nørrejy; syn.: Ìbrønd 1, kvæld x, væld x, væld·kilde x] ¡di trak djÉ ¡hÒwèÛèr ¡ni¿r te ¡dæm· ¡smo¿ ¡kjÉ¬èr, dær ¡wa = de (dvs. folk på en ejendom uden vandtrug i stalden) trak deres kreaturer ned til de små kilder (el. vandhuller), der var. Thy. et lavt Sted med Vand (på en mark) hedder en Kjal·d (= kilde). Kaae.Laasby.47. _ (ofte vedr. gammel hellig kilde, jf. hellig 1:) Denne Kilde (ved kirkegården) kaldtes ¨ den hellige Kiol. St. Hansdags Aften forsamledes Folk paa dette Sted ¨ for at søge Lægedom (etc.). Olavius.Schagen.72. Østjylland har endnu mangen "helle Kjald"; det er gammel Skik i Aarhus om Voldborgaften (= valborgaften, 30. april) at vandre ud og drikke af St. Nikolaj Kilde syd for Byen. JKamp.DFm.411. (med overgang til betydning 2:) A kinne manne, der er bløwen kurire ved den helle Kjaal (= jeg kender mange, der er blevet kureret ved den hellige kilde, nemlig) Hellig Kors Kilde i Skørping ¨ Det er egentlig misvisende at kalde den en Kilde, da det er og altid har været en Brønd med en rund Stensætning ligesom enhver anden Brønd i ældre Tid. HimmerlKjær.1924.27. (talemåder:) om daw¶wi er der æ ræ¶çj te wòt som te dæ hÉlle tjòòl = om dagen er der et »rend hos os som til den hellige kilde. AEsp.VO. Di flåkès om her, som war æ dæj hælè Tjå·l (= de flokkes om hende, som var det den hellige kilde; dvs. hun er) stærkt eftertragtet af Mændene. AarbVends.1933.100. \ (med overgang til stedn.:) Kjålen, Kejlen/Kæjlen, Kjællerne. (drengene) skulle altid se, hvem der kunne ¨ vade længst ud i Kjålen eller klare sig bedst i livtag. KEPed.P.73. Her paa Vandskellet spøger (en hovedløs hest) mellem de to Bækløb, "Kæjlen", d.v.s. Kilden, som gaar (dvs. løber ud) i Djursaa, og Dybæk, der falder i Kalø Vig. AarbRanders.1946.61 (førstnævnte også kaldt: "Kejlen", Kilden. AarbRanders.1916.65). et Sted, der kaldtes "Kjællerne" = Kilderne, fra hvilke der gik Vandløb ud mod vest til Livø Bredning. HimmerlKjær.1931.291.

1.2) (spec.) = strømhvirvel (i havet). et sted, de kalder Knuds kjelde ¨ der løber vandet ligesom i en hvirvel, og på den skulde fiskerne have deres tøj (dvs. net mv.) dobbelt så stærkt som ellers (for ikke at få det revet i stykker). *SVJy (Krist.DS.III.352).

Forrige betydning - Næste betydning

2) = brønd; normalt placeret udendørs, på gårdsplads el. lign. (jf. grundplaner hos Skautrup.H.I.42f., Ussing.Als.58 m.fl.); gravet el. bygget efter forskellige metoder, afhængig af undergrunden (sand, ler, kalksten, kridt mv.), jf. Ìkaste 6.1, sætte x; stedvis vanskelig at adskille fra betydning 1, da et kildevæld i marken også kan have karm omkring og dermed kaldes brønd (jf. Budst.1960.198). vi ha ¨ en Tsjol mæ Tsjolvep i Gori = vi havde en brønd med brøndvippe i gården (dvs. på gårdspladsen, jf. Ìgård 2). Vends. tjåeld = brønd med pumpe (i gården) (dvs. på gårdspladsen). Vends. Áæñtèn vå dæ et krañs om e Áke·¬ æ¬e et låch ¨ öwè(r) èn = enten var der en »krans om (dvs. en karm omkring) brønden eller et låg over den. $Rise. Omkring Kjallen (= brønden) var der de fleste Steder et Bolværk (= plankeværk, jf. bul·værk 1) med Kjalvep (= brøndvippe, jf. kilde·vippe) til at hejse Spanden ned og op. ØH.1950.69. her (dvs. i bryggers el. »yderframmers) fandtes _ og findes ofte den dag i dag _ en brønd (æ kiæld) med trækarm og vindebom. LandNordv.II.116. ¡me§t å è ¡bå·sªgoÏ¶ vå dèr èn ¡ke·¬ mæ èn ¡lå© ªæw¶èr = midt på Staldgulvet (jf. bås·gulv) var der en Brønd med et Låg over. $Vodder. (om brøndens opbygning:) wo kjel· ær såt a ¡tæjlªsti¶èn, mæn fa·r åm daw· så§t di æm tit a ¡kam§pªsti¶èn, ja, såm§ti bålè di æm åp = vor brønd er sat af teglsten, men før´om´dage (dvs. tidligere) satte de (dvs. man) dem tit af kampesten, ja, somme tider bullede de dem op (dvs. byggede brøndene med el. af planker, jf. £bulle 3). $Vroue. wo ki·¬ dæ¡hjæm· wa såt a bræ¿ñ sti¶èn = vor brønd derhjemme var sat af brændte sten (dvs. mursten). Skautrup.H.I.41. kjÉlèr (= brønde) ¨ er i kalkområdet i Nordthy, nord for en linie fra Thisted mod vest, meget dybe, ofte 40´60 meter. Det øverste stykke indtil kridtet, ofte 1´4 m, er i gamle brønde ¨ sat af kampesten, resten går gennem kalksten (og behøver ingen støtte). $Torsted (jf. AarbThisted.1925.89). ¡kjå·lèn ¡sto¿è i ¡kriÛ _ de æ ¡tit di ¡et ¡muer èn = brønden står i kridt; det er tit, man ikke murer den (op). $Storvorde. æ kjæ¬· stå¿(r) i si æj¶èn = Kilden står i sit eget (dvs. brønden er dannet) uden Støtte af Sten eller Træ (jf. Ìegen 1). Skyum.Mors.I.28. (i modsætning hertil, vedr. undergrund af sand:) En Kjælde (Brønd) var det nemt at faa sig; man gravede blot et Hul saa dybt, at man kunde stille tre Tjæretønder, hvor Enderne var slaaet ud, ovenpaa hinanden. KThuborg.Harboøre.146. tjålèn (ved et hus, ca. 1920) ¨ var en åben brønd, en stor nedgravet tønde, som man hejsede vand op af i en spand med et reb i. AEsp.Læsø. (under hedeopdyrkning satte han en) Ki·è¬ ¨ af såj¶ = en brønd, 4 alen dyb, af en tønde ¨ med såj¶ (græstørv) (jf. sadde x). Hards (HPHansen.Opt.). _ (øvrige forhold:) aal Folks Kjalle wa tae, dem hjem mot hent dje Wand i en Kjal i Tostens Eng = alle folks brønde var tørre (dvs. udtørrede); de (der)hjemme måtte hente vand i en brønd i Torstens eng. MØJy. de æ gåt å hå èn kæ·¬, de kå ho¬ våñ è hi·lè oa = det er godt have en Brønd, der kan holde Vand hele Aaret. Als. dær war manè, dær hå·Û et kjæ¬· (= der var mange, der ikke havde brønd), så hentede de vand hos en nabo, bar det på »åg. $Ræhr. de war en ¡kjæ¬·, som wi ¡sto¿ å wåñt ¨ ¡wåñ¶èÛ ¡åp ¡a¿ ¨ di ¡war ¡ge·n ¡tre¿ æ¬èr ¡fi·r åm ¡så¿n en ¡kjæ¬·, så de war ¡laµ¶ ¡wæj¶ å ¡go¿ mæ ¡wåñ¶èÛ = det var en brønd (i landsbyen), som vi stod og vandt (dvs. hejsede, jf. vinde x) vandet op af; de (dvs. man) var gerne tre eller fire (fælles) om sådan en brønd, så der var lang vej at gå (hjem) med vandet. $Anholt. kjå¬· wa fÒ©èn fu¬¶ = brønden var føget fuld (af sne, i streng vinter). Kvolsgaard.L.51. ¡bræn·vènsªtew blev potèt ¡i¶ è ¡kje·¬ (= »brændevinstøj blev puttet (ned) i brønden), når è bè¡tjentè (dvs. betjentene) kom på inspektion. $Bjerre. Det meget store engareal var fattigt på givtige vandårer. Der fandtes (til brug for vanding af heste og kreaturer) kun to "kjåler", brønde, hvoraf den ene kun gav ganske lidt vand. Him (Budst.1956.116). (skæmtevise, vedr. brygning:) ¡siw¶ skip ¡må¬t / vi hèÛ ¡eµèn ¡kar å ¡stø·v èt ¡i¿ / vi stövt èt ¡å¬t ut¡i wo ¡kje·¬ = syv »skæpper malt; vi havde ingen kar at sætte det til opblødning i (jf. støbe x); vi støbte det alt udi vor brønd. $Bjerre. AarbSkive.1916.134. _ (i advarsler:) nøkèn seÛ¶è nièr i tjå¬· mæ tow rø· ywèn (= »nøkken sidder nede i brønden med to røde øjne), siges her, når man vil skræmme børn. Vends. "Kom it te Kjalden (= kom ikke til brønden), der e Bussemand nede!" hedder det til Børnene. MØJy (JKamp.DFm.414). _ (talemåder:) nåk er do stærk, men do ka entj bær tjå·l e¶j = nok er du stærk, men du kan ikke bære brønden ind. AEsp.VO. De æ for sint å ful tsjå¶lèn, nær bå¶nt æ dru¶nt = det er for sent at fylde brønden, når barnet er druknet. Vends. Naa lukke vi ä Keel, soj ä Mand, da va ä Barn draunet = nu lukker vi brønden, sagde manden, da var barnet druknet. Sønderjy (DVN.1934.132). de æ nåk halt wån, å halt å æ kjæl· = det er nok halvt Vand og halvt af Brønden ¨ Skæmtesprog om den tynde Drik. Skyum.Mors.I.28. (også overført:) de æ ¡ha¬t ¡vañ¶ å ¡ha¬t a è ¡ke·¬ ¨ siges f.Eks. om Sludder. $Vodder. han æ it åw dæm, dæ spræµe i tåw kjale å jæn gåµ (= han er ikke af dem, der springer i to kilder på én gang), dvs. han er noget sendrægtig. MØJy. No er et mi Kow, der er i æ Kield (= nu er det min ko, der er (faldet) i brønden), dvs. nu er det mig, der har problemer) ¨ i Kortspil. AarbHards.1930.141. De æ læng’ Lafend’, soj æ Kok, da keg han ned i æ Keeld = der er længe laben (dvs. det tager lang tid at drikke det (jf. labe x), sagde hanen (jf. kok x), da kiggede han ned i brønden. SJyMSkr.V.111. vi æ itj ve e boñ ow e kæ·¬ e¡no (= vi er ikke ved bunden af brønden endnu), dvs. sagen er ikke behandlet udtømmende. Als. \ faste forb.: grave/kaste ¡kilde = grave en brønd [spor. i Nørrejy] vi grawèt ¡kja¬ = vi gravede brønd. $Hundslund. (de) wa ve¶ e å kåst Kjeld· hjem· = var ved at grave brønd (der)hjemme. TKrist.BT.142. _ gå/springe i kilden = begå selvmord ved at gå/springe i brønden [spor. i Østjy] hon gjek i kjå·¬èn = hun sprang i brønden for at drukne sig. $Tved. Alfræs pi·g sprang på hwò·t i tjå·l, da hon sku ha æ bette jet = Alfreds pige sprang på hovedet i brønden, da hun skulle have en lille (egl.: et lille ét). AEsp.VO. _ gå til kilden. go te¶ æ kjæl· = gå til Kilden = slukke Tørsten ved Brønden. *Skyum.Mors.I.28.

Forrige betydning

3) om brøndlignende steder.

3.1) = sted med dybt vand i dam, vandløb mv. [syn.: høl] kejl ¨ dybt sted i en sø. *Holmsland. vi sku¬ pas ¡å·, te vi Áitj plompèt i è i·s, vo dæ vå en Áke·¬ = vi skulle passe på ikke at plumpe i (dvs. igennem) isen, hvor der var et sted med dybt vand (formentlig pga. en kilde på bunden, og dermed tyndere is). *$Rise.

3.2) = fordybning hugget i is, til midlertidig opbevaring af fisk fanget ved voddragning under is på (Nissum) fjord. Ud fra enden af »søgevaagen var der ¨ hugget en rende, som førte over til en foroven ca. 1/2 alen (dvs. ca. 30 cm) bred, rund fordybning, der var hugget ned i isen. Denne fordybning kaldtes ¨ èn ke·¬ (dvs. brønd) ¨ de fangede flyndere blev sat ned (heri). *Hards (DF.XII.77).

3.3) = fordybning, hul i sand forårsaget af sandorm. tjå(´)l = lille tragtformet hul på »fjæren (dvs. forstranden) opstået ved, at sandormen har suget sandet i sig. *AEsp.Læsø. *Læsø (ÅrsskrFiskSøfart.1965.14).

kil	kilde·bing
Sidens top