kejten¡suse
kejt·håndet| kejten¡suse | kejt·håndet |
adj. _ med sideformen kejteret. _ kæj·tè/kæjtè/kæj§tè/Ákæjtè (K 1.6) alm. (vsa. kejtè mv. Midtjy´Ø, jf. K 2.5); også kæjtèt, kejtèt MØJy´Ø; kæj§tèt $Give; også kæjtèrè Vends´MV.
1) = kejthåndet [spor. på Djurs, i MØJy og i SønJy] (med spil på betydning 2:) hand æ ¡kæjtè o ¡beghe ¡hændè = han er kejthåndet på begge hænder. AlsOrdsaml.
2) = rigsm. (klodset, akavet) [spredt i Østj´, Syd- og Sønderjy (nord for rigsgrænsen), spor. i øvrige Jyll] Vo ¡bær¶ do dæ da ¡kæj·tè ¡ar, ¡Mar·n, væn do ska slå èt ¡Sö¶m ¡í! _ Ja, o vo bær ¡do dæ da ¡kæj·tè ¡ar, ¡Ma·s, væn do ska sy èn ¡Knap ¡í = hvor bærer du dig dog kejtet ad, Maren, når du skal slå et Søm i. _ Ja og hvor bærer du dig kejtet ad, Mads, når du skal sy en Knap i. HostrupD.II.2.141. \ også kaldt: kejt·vorn. *Elmgaard.SB.117.
| kejten¡suse | kejt·håndet |
| Sidens top | |