Ìkejte
kejten¡suse| Ìkejte | kejten¡suse |
Se også Ìkejte (subst.)
verb. _ med sideformen kejtre (spor. i Østjy). _ kæj§t $Vroue, Hards, $Vodder; kæjtèr $Vorning. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
[< Ìkejte; spor. afhjemlet]
1) = bære sig kejtet ad, fjumre. Haj duwer entj te de Slæ. Haj stoer aa kejter ¨ saa er e de samm, hons Redskab haj taa ved = han duer ikke til det slid; han står og kejter ¨ så er det det det samme (dvs. lige meget), hvad redskab han tager ved. Thise.SS.191. \ (hertil:) kejte·skrædder = klodset person. *Vends.
2) = kaste på en klodset måde. *Hards. \ (hertil vel også flg. verb. og subst.:) kjæj§t = slaa med Haanden henimod en Ting. "Hvad ståer du å kjæjter aj?" ¨ en Kjæjt = et let Slag. *Hards (PKMadsen.Opt.).
| Ìkejte | kejten¡suse |
| Sidens top | |