Çkavte

kavtet

Se også Ìkavte (verb.), Çkavte (verb.)

Èkavte

verb. _ med sideformen kovte. _ kaw·t $Havbro. _ præs. (´er K 6.2): kawtè $NSamsø; *kawter Hards, SVJy; *kovter ÅrsH (Him). _ præt.: *kaw·ted Him (HJens.HDF.27).

[muligvis < Çkav; spredt i Him´V, spor. i Hards´S, SVJy´N og på Samsø]

= bevæge arme el. ben på kejtet, stiv (el. lign.) måde. kavter, dvs. gjør underlige Fagter og Sving. Him´SV (Matzen.ca.1825). Naar Lam og Unghøveder kommer ud om Foraaret (kunne man sige:) De ær svær som di kovter = det er svært som de kovter, (dvs.) springer, leger. Him´V. di ¡kawtè mæ ¡biènèn (= de kavter med benene), dvs. går dårligt. $NSamsø. \ (også) = tage famlende, akavet på noget [spor. i samme områder; syn.: Èkave] Han staar og kawter, har daarlig haandelag paa arbejdet. Hards´S.

Çkavte	kavtet
Sidens top