kast·dige
Çkaste| kast·dige | Çkaste |
Se også Çkaste (verb.)
verb. _ kå·st/kò·st/ka·st/Áka·st (K 2.3, K 1.9). _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt.: u.end. alm.Ì; kåst Vends. _ ptc.: kåst NJyÇ, Thy, HimÈ; kå¿st øvrige Nørrejy¢; ka¿st/ka·st (K 1.1) Sønderjy£.
\ Ìspredt også yngre ´et (K 6.1); Çdog kòst ØHanH (AEsp.VO.); også kò¿st HvetboH (Vends); også kåstè $Læsø; Èvsa. kå¿st ´SV; ¢vsa. kåst Mors; £dog Áka·stèt $Rise.
[1631´1632: kost (HvetboTingb.)]
A) med alm. objekt.
1) = smide(slynge (noget), alm. vha. hånden [spredt afhjemlet; syn.: hviste, kyle x, kytte x, smide x] kå·st èn ¡sti¶èn, èn ¡b嬶 (= kaste en sten, en bold); kå·st ¨ udtrykker en kraftigere Bevægelse og længere Kast end "smide". $Houlbjerg. di kå·stèÛ ¨ ¡ho¿ñfu¬ fo ¡ho¿ñfu¬, ¡næ¿r di ¡so·èÛ ¡ku¿nèÛ = de kastede håndfuld for håndfuld, når de såede kornet. $Tved. Kornet blev (fra korngulvene i laden) "kaast aa Lou" og "udlød" (= kastet på »lo og lagt ud) til Tærskning i to Rækker med Topenderne mod hinanden. MØJy. (også:) præjstèn kåst di træj¶ skowl mål¶ po ki·stèn = præsten kastede de tre skovlfulde muld på kisten (ved begravelse). MØJy. (med underforstået objekt:) wi ma ha kåst på kuwlen (= vi må have kastet på »kulen), dvs. kastet (mere) jord på roekulen, fordi frosten tager til. AEsp.VO. \ faste forb.: kaste anker [spor. i NJy] = rigsm. _ kaste med billeder (leg) se billede 1. _ kaste kløerne / sine kløer ¡i se klo x. _ kaste krog (i noget) = slå, fastgøre krog [spor. i Nørrejy] (i forenden af »slæbefjælen var der) en ring, en bøjle eller en gammel hestesko til at kaste »svingelkrogen i. Fjends. _ (overført:) kaste sine øjne på/til (= se på, se venligt til) se øje x. _ kaste ben = spænde ben. Haj kåst Bi¶n får ham, så haj fa·ltj = han spændte ben for ham (dvs. en anden), så han faldt. *Vends. _ kaste (nogen) (en) krog = spænde ben (for vedkommende) [spor. i MØJy og SØJy´N] de vaah itt længh, fah a kaahst ham en Krog, aa Fyren maatt hænie = det varede ikke længe (under dansen), før jeg kastede ham en krog (dvs. spændte ben for ham), og fyren måtte herned (dvs. i gulvet). JyUgeblad.1907.95. _ kaste kolle (= slå kolbøtte) se kol x. _ kaste krage (= slå kolbøtte) se krage x. _ kaste kæp, kaste (i) kæppe (= leve ugift sammen) se kæp x. _ kaste »ondt for/på (nogen) = forgøre (vedkommende) [spor. i Nørrejy] knætji va fåjov, få dÉ va kåst uñtj får ham = drengen var forgjort (dvs. forhekset), for der var kastet ondt for ham. Grønb.Opt.60. _ kaste ¡op. a) = vende kort ved spils begyndelse (for at bestemme spillernes rolle) [spor. i Vestjy] (i spillet kejser´konge fik deltagerne roller) lisåm di kåst òp åm¶ èÛ te (= ligesom de kastede op om det til), dvs. ligesom de lagde kortene op til. Kvolsgaard.L.108. "kåst åp" ¨ anvendes tidt i Kortspil, naar flere Spillende skal være sammen "Par og Par" ¨ De, der først faa de højeste (kort), (skal) være sammen, og saaledes videre nedad. Hards (PKMadsen.Opt.). _ b) = rigsm. [spredt afhjemlet; yngre; syn.: Çbryde 9 (forb. bryde sig), brække 11 (forb. brække sig), spy x] hva fejle hun da? _ jou hun kåster op om muen, næ hun lig æ komen op = hvad fejler hun da? _ jo, hun kaster op om morgenen, når hun lige er kommet op (et graviditetstegn). Ommers. _ kaste »søvn på (nogen) = forhekse (vedkommende) til at sove [spor. i Nørrejy] ingen mærkede det (nemlig at en røver en nat stjal gårdens smukke datter), for han havde kastet Søvn paa (alle på) Gaarden. AarbThisted.1936.157. \ (også, med underforstået objekt:) ved fiskeri mv. a hår wat uw å kòòst månner gå·ng = jeg har været ude at kaste mange gange (dvs. kaste vod ud, for at fiske). *AEsp.VO. *Skagen (TF.1873.12).
Forrige betydning - Næste betydning
2) (overført:) om adskillelse, tab.
2.1) = jage afkom bort [spor. i Nordjy, Midtjy´Ø og SVJy] ¡hæ·n kåstèr ¡tjuleµèrn ¡frò¿ sæ (= hønen kaster kyllingerne fra sig), når de bliver for store, dvs. (den) vil ikke have mere med dem at gøre. AEsp.Læsø. go¿sèn kå·stè ri stuè gæj·slinè = gåsen kaster de store gæslinger (fra sig). $Voldby.
2.2) = forkaste, vrage. (talemåde:) di bi¿è å kå·stè lisom ræw¶èn (= de bider og vrager ligesom ræven), dvs. de spiser ikke helt op. *$Voldby. \ faste forb.: kaste ¡ud = d.s. en skal e§t kåst de skiÛèn vañ¶ u¿Û, eñèn èn for de re·n eñ¶ = man skal ikke kaste det snavsede (egl.: skidne) vand ud, før man får det rene ind (dvs. ikke kassere noget, før man får noget bedre; jf. vand x). $Lejrskov. _ kaste vrag på (= d.s.) se vrag x.
2.3) = føde i utide, abortere; især om ko, sj. om hest, får [syn.: smide x] æ kow¶ hå kå¿st = koen har kastet (dvs. kastet kalven). Skyum.Mors.II.118. di ka ¨ ¡kå·st è ¡kal¶, ¡de wa jø nöj ¡grúli© ¡nøj·, ¡de wa så ¡sme§tsom = de (dvs. køerne) kan kaste kalven; det var jo noget grueligt noget, det var så smitsomt. Thy. dæçj ¡su·èt ho ¡kå¿st set ¡føÏ = den sorte (hest) har kastet sit føl. $Gosmer. Det hændte, omend sjældent, at Faarene kunde kå·st æ lam¶ (= kaste lammene). HPHansen.HH.143.
2.4) (overført:) kaste ¡hen/¡væk = tabe, miste [spredt i NJy, Thy, Midtjy´Ø og Sydjy, spor. i MVJy og Sønderjy´N] æ hå kåst mi knyw¶ hæn¶ (= jeg har) tabt min kniv. $Agger. pas å¡po¿, te do it kåstè de ¡sje϶ hæn¶ (= pas på, at du ikke smider dig selv væk), spydigt til den, for hvem sagerne bliver hæn· (= henne, væk). $Hundslund. Til den tavse: Ha do kast æ ¡Mond ¡væk (= har du kastet munden væk), dvs. tabt Munden (= mistet mælet). HostrupD.II.2.86.
Forrige betydning - Næste betydning
3) = vælte (nogen/noget) omkuld.
3.1) om person (i brydekamp mv.) [spredt afhjemlet] a kå·st ham (= jeg kastede ham (omkuld), dvs. overvandt ham i brydekamp. $Vroue. (fårene) vild’ kaast ham øwer End’ = ville kaste ham (dvs. hyrdedrengen) over ende. Aakj.GJB.24. a ku kåst en te¶ è ju¶èr, mæn· si kno©lèr ku sjøµ· = jeg kunne kaste den (dvs. en aggressiv vædder) til jorden, mens dens knogler kunne synge (dvs. så det "sang i knoglerne på den", altså meget hårdt). $Vroue. så kåst æ ham op po mi rø¶© = så kastede jeg ham (dvs. en fuld mand, der ikke selv kunne gå) op på min ryg (og bar ham et stykke vej). EFrost.FK.109. _ (i kraftprøve:) så sku¬ dæñ¶, dæ lå¿ ni¶èr, kåst dæñ ajèn øw¶èr, å såm·tir kuñ hañ kåst ham låñt hæn = så skulle den, der lå ned, kaste den anden over (dvs. opad og bagover), og somme tider kunne han kaste ham langt hen. Kvolsgaard.L.46.
3.2) om dyr (mhp. undersøgelse el. behandling) [spor. i Midtjy´Ø, desuden $Jelling] ¡kå·st èn ¡hæjst mæ ¡kå·stªtøw (= kaste en hest med kastetøj), dvs. trække Benene sammen på Hesten (med tov mv.), så den vælter _ hvis man f.Eks. ikke kan få den til at stå stille, mens Dyrlægen ser på den (dvs. undersøger den). $Houlbjerg. æ ron·vèr æ æ§ læ§t å kå·st (= »ronnevædderne er ikke lette at kaste), dvs. få til at falde med slagtning, klipning el. lign. for øje. $Jelling. \ (overført) = kastrere (efter at have pacificeret dyret på ovennævnte måde). ho do fot klåÛ¶èn kå¿st (= har du fået den unge hest kastet; jf. klod x), dvs. kastreret, kastet omkuld med bundne Ben, mens Operationen foregaar. *$Gosmer. \ (hertil:) kaste·tøj [< ´tøj x] èt ¡kå·stªtøw¶ består af Taljer og tove, der med Koderemme spændes fast om Hestens Ben. *$Houlbjerg.
3.3) om neg på marken (mhp. tørring, især efter fugtigt vejr) [spor. i Nord- og Midtjy] Melsen.1811. kå·st è ku¶èr = kaste Kornet, kaste Negene omkuld, for at de hurtigere kan blive tørre inden Hjemkørselen. Skyum.Mors.I.221. Vi ska ud aa kaast Kjærrun! (= vi skal ud at kaste »kærvene), saa væltede man hele Hoben (af neg, jf. Ìhob 2) med Rodenderne mod Sol el. Vindside. Rougsø. (også:) a haaer kaast æ kwonstak = jeg har kastet kornstakken (formentlig ved gård, forud for tærskning). *SVJy.
3.4) (upersonligt, om vind og sø:) kaste (båd) = bringe til kæntring [spor. langs vestkysten af Thy] ¡da ¡sír æ, èn ¡bo¿Û dæñ¶ blywè ¡kyw¶lt _ alså de kå·st èn ¡bo¿Û, å ¡så ¡wå·r èÛ jo ¡e§t, far æ ku sí ¨ è ¡fòlk flyÛ ¡roj¶n ¡åm¶ = da ser jeg, (at) en båd den bliver kylet (nemlig af bølgerne, brændingen) _ altså det kastede en båd (dvs. det hårde vejr fik den til at kæntre), og så varede det jo ikke (længe), før jeg kunne se folkene (derfra) flyde rundt om (i bølgerne). HillerslevH. _ kaste sne ned = sne (tæt) [spor. i Vestjy] (det) kaaster Snø nier = det sner. Sall.
Forrige betydning - Næste betydning
4) = bevæge (noget) hastigt og/eller skødesløst (udført med et kast el. en håndbevægelse, der minder om et kast).
4.1) = tage (klædningsstykke) om/over sig [spor. afhjemlet] kòst É klÉj øw¶è dæ å go ¡mæ = kast et klæde over dig og gå med (dvs. følg med ud; jf. kaste·klæde). Vends (F.).
4.2) = sortere (aftærsket korn) med »kasteskovl [alm. (± Fjolde); syn.: drøfte 1] wi task jo è ¡ku¿r mæ ¡plÉj¶l, å ¡så sku èÛ jo ¡kå·stès å ¡rön·sès = vi tærskede jo kornet med plejl, og så skulle det jo kastes og renses. Thy (Balle.Opt.). Når man havde tærsket nogle tønder, skulde det kastes og blev skubbet hen i den ene ende af loen. Med en lille håndskovl, »kasteskovlen ¨ kastede man så kornet i en halvcirkel hen mod den anden ende af loen. Det tungeste korn fløj længst ud, derefter det lettere, og inderst avner og tomme aksstumper. SVJy. de fljest sa paa i trebjene Malkstuel a koste mæ en bette Kostskovl te jen Hoej, men vi brugt en laangskawte Skovl te bue Hæjer, sont vi ku stoe op te e = de fleste sad på en trebenet malkestol og brugte en lille kasteskovl til én hånd; men vi (på en større gård) brugte en langskaftet skovl til begge hænder, sådan at vi kunne stå op til det. Vends. an sku jo kå·st i¡mu¿Û a ¡vej¶è _ få ¡sjæl¶ om a ¡da¿è wa ¡lot, så wa dæ jo ¡a¬§ti ¡træk i a ¡hu¿s = man skulle jo kaste (kornet) imod vejret (dvs. vinden, jf. vejr x), for selv om døren var lukket, så var der jo altid træk i huset. $Ål. Først skulde Korndyngen i Loen "kastes" med en Skovl, ofte af to Mand; ret ubehageligt Arbejde, da Kornet med Avner skulde kastets mod Vinden (dvs.) Trækvinden i Loen, saa Kasterne fik Støv og Avner i Ansigtet. Derefter blev Kornet renset i en »Sold, et Arbejde som ofte var Kvindearbejde. Sundeved. væn de va ¡ka·st så sku¬ è Áse·¬ès = når det (dvs. kornet) var kastet, så skulle det »sældes (dvs. renses, sies med et sold). Sundeved. \ (tilsvarende om hørfrø:) frøhusene (e knøffel) (jf. knevel x) blev tærskede og frøet (dvs. frøene) kastet og renset. *SAndr.SBH.71.
4.3) = bladre (i bog) [spor. i Nørrejy] hañ lø¿s slæt itj, hañ sej¶è blòt å kò·stèr i bo¿©èn = han læser slet ikke, han sidder blot og blader i bogen. MØJy (F.). kåst ¡åm¶! = vend bladet! $Torsted. \ (overført:) kaste ¡op = slå op i bog [spor. i Østjy, desuden Mors] kåst ¡òp i salmebogen ved »nytårsny (dvs. første nymåne efter nytår) ¨ heraf tog man varsler for det kommende år. AEsp.Læsø. æ dÉj¶n stu å kåst åp i æ ¡salmªbo¿© = degnen stod og slog op i salmebogen (med ordspil på forbindelsens betydning i rigsmål, jf. betydning 1). Mors.
4.4) = slå, meje (korn) med le [spor. i NJy, NØJy og Djurs] der kunde opstaa Kappestrid eller rettere Skadefryd, hvis en efterfølgende (høstkarl med le) kunde gaa frem og kaste paa Formanden (dvs. den forangående), saa han fik det afskaarne smidt ind i sit Skaar (dvs. den stribe strå, han skulle til at meje, jf. skår x). *Rougsø. \ faste forb.: kaste ¡fra/¡til »skåret. naar man lægger det afhøstede Græs ind til det staaende, sagde man, at man kaastede te Skoren (til skåret), i Modsætning til at man kaster fraa Skoren (fra skåret). *Skagen. _ kaste ¡i = tage (stort) »skår [spor. i Nord- og Midtjy] Når man brugte leen, skulle "én passe på ikke å kåst få møj i" (= at kaste for meget i), dvs. ikke tage dybere hug end leen kunne tage. Hards. paa Grund af, at det (dvs. bladet på en bestemt type le) var kort, kunde man ikke kaste saa meget i, dvs. man kunde ikke tage saa meget Korn i hvert Hug. Mors. _ kaste ¡på = lade leen skære [spor. i Him og MØJy] ikke kåst få åw·le på, mæn søk gåt mæ lo¶re = ikke kaste for overligt på (dvs. for langt oppe på stråene), men synke godt med låret (dvs. holde den brede ende af lebladet nede, jf. synke x, lår x). Him.
Forrige betydning - Næste betydning
5) = forme (noget) i hast, og/eller blot som forberedelse til videre arbejde.
5.1) = sy med lange »kastesting [spredt i Sønderjy, spor. i Nord- og Midtjy] hon kåst øwwer kåntjen (= hun kastede over kanten), dvs. syede med lange skrå sting over kanten (for at den ikke skulle trævle). AEsp.VO. vi ska ha æ sø·m ¡kast (= vi skal have sømmen kastet), dvs. kastet over Sømmen. $Øsby. æ skre·rè ka·st è æ·(r)m = Skrædderen kastede Ærmet. Als. wi kå·stèr åm en sæm¶ (= vi kaster om en søm), dvs. syr med lange sting (over en søm, jf. søm x). $Ræhr. \ kaste ¡sammen = sy sammen. kåst to¶w støkker tÒw sam¶mel (= kaste to stykker tøj sammen), dvs. sy sammen. AEsp.VO. en ble (dvs. et lagen, jf. ble 2) blev ¨ "kastet" sammen på midten (på langs) med fine sting af to stykker hørlærred på hver fire »alen (dvs. ialt ca. 2,5 m). Åbenrå (SJyMSkr.1970.367). _ kaste ¡ble = sy lagen sammen (jf. ble 2). å kast ¡bli·è = kaste Lagener: sy to smalle Stykker sammen (med Kastesting) til et Lagen. Als.
5.2) (som start på strikning, garnbinding mv.:) kaste ¡op (til) = slå masker op til (strikning af strømper, binding af fiskenet mv.) [spredt i Nord- og Midtjy] a hår ¡li· fåt mi hu·ès kåst ¡åp = jeg har lige fået min hose kastet op (dvs. slået maskerne til strømpen op på strikkepinden). Skautrup.H.I.94. je hå kåst ¡òp (= jeg har kastet op), dvs. jeg har lavet den første række masker ¨ i et garn (dvs. fiskegarn). AEsp.Læsø.
5.3) kaste i kam/redekam/rør = sætte »trendegarn på plads i væven før vævning; se nærmere kam 1.5, rør x.
Forrige betydning - Næste betydning
6) = flytte el. fjerne (noget) vha. skovl, spade el. lign. (idet materialet kastes op og/eller til siderne).
6.1) = grave (grøft, rende, brønd, hul etc.) [spredt afhjemlet (± Sønderjy´SØ)] di tåw sæ ¡e§tj ¡de så ªny· får¶ å ¡ka·st æn ¡gro¿f ¡dæñ¶ªgåµ· = de tog sig det ikke så nøje for (dvs. man regnede det ikke for noget særligt) at kaste (grave) en Grob (Grøft) dengang (til afvanding mv.). $Vodder. di jaw te¶ å kå·st æn betè reñ· roj¶èn åmkreµ¶ sø¿ = de jog til (dvs. skyndte sig) at grave en lille rende rundt omkring søen (for så ville søen tilhøre deres gård efter udskiftningen). Kvolsgaard.L.24. dæ æ ¡mær©èl oñè a ¡hièlè ¡mark _ så kåst di ¡ni¶è ¡te¶ èt = der er mergel under hele marken; så gravede de ned til det (jf. betydning 6). $Give. kåst groñ¶ = grave grund (til hus). $Jelling. \ (også) = rense grøft, vandløb etc. op [spor. afhjemlet] vi ska hå æ bæk kåst (el. røj¶èÛ), en skal aw·sjönès imå·n = vi skal have bækken kastet (el. »ryddet); den skal afsynes (dvs. besigtiges) i morgen. SVJy. di ¡sku j¶o ªgjæn· ªka·stès i è ¡båñ¶ ¡væ·r ¡å¿r = de (dvs. Grøfterne) skulde jo gerne kastes (dvs. skovles) i Bunden hvert År. $Vodder. \ faste forb.: kaste (en) kilde (= grave en brønd) se kilde x. _ kaste (vand) ¡af = grave rende for at bortlede vand. (man) kast æ ¡vañ¶ ¡a¶ æ ¡råw = kastede Vandet ¡af Rugen, dvs. ledede Vandet ud (af rugmarken) ved at grave Render. *$Vodder. _ kaste ¡ind = omgive med grøft; jf. ind·kastet [spor. i Østjy] kåst æ støk joo¶r e¶j (= kaste et stykke jord ind), dvs. grave grøfter om (det). AEsp.VO. We¶j skal kåstes e¶j = vejen skal kastes ind (dvs. have grøft på begge sider). Vends. »Toften var kaast (= kastet) ind. MØJy. _ kaste ¡op = grave jord op. di gor hÉn å kåster åp ve stjÉn å fejÉr åse ¨ mø søl å gu¬ = de går hen og graver op ved stenen og finder også meget sølv og guld (i en nedgravet skat). *Grønb.Opt.146. _ kaste (grøft, rende) ¡op [spor. afhjemlet] kåst en gròò¶b òp (= kaste en »grob op), dvs. rense en grøft ved at grave et lag af sider og bund. AEsp.VO. kast ¡ræñèr ªop (= kaste render op), dvs. grave Render til Vandafledning og uddybe »Agerrenerne (i den nyopdyrkede Hede). Det skulde gøres grundigt første Gang. $Vodder. _ kaste ¡ud [spor. i Nord- og Midtjy] hÒvi É dÉr ¨ eñtj stut ijÉn å, sònt hò di kåst ham uv = højen er der ikke stort tilbage af, sådan har de kastet ham ud (dvs. så meget har skattegravere efterhånden udgravet den). Grønb.Opt.177. kåst æ röw úr å æ graw¶ = grave ræven ud af (ræve)graven (ved at fjerne tilstrækkelig meget af jorden omkring graven). Skautrup.H.I.94.
6.2) = begrave (i gravsted, gemmested, opmagasineringssted) [spredt i Nørrejy, spor. i Sønderjy´N] ¡hwæm¶ ¡kå·st è ¡graw = hvem kastede graven (til begravelse af afdød). $Bjerre. \ faste forb.: kaste ¡efter/i¡gen/¡til = fylde, tildække grav, grøft mv. med jord [spor. i Nørrejy] æ hwål ær a§tèrkå¿st = hullet er efterkastet (dvs. kastet til). $Darum. kåst en gròò¶b te (= kaste en »grob til), dvs. fylde en grøft op, slette den. AEsp.VO. _ kaste ¡hen = begrave person [spredt i Midtjy´Ø, spor. i NJy, Thy, MVJy´N og Bjerre] å kåst ¡hæn¶ (= at kaste hen) var tidligere det neutrale Udtryk for at begrave Mennesker. Der er absolut ikke noget nedsættende deri. $Houlbjerg. Wi haa fot ham pæn kost hæn = vi har fået ham pænt begravet. Thy. _ kaste sig selv ¡hen, selv kaste sig ¡hen (el. lign.). = bekoste egen begravelse [spor. i Ommers, MØJy og Hards´N] der blywe da så möj ette mæ, te a ka sjel kåst mæ hen (= der bliver da så meget (tilbage) efter mig, at jeg kan) betale min egen begravelse. MØJy. (overført:) Tjente du noget ved den Handel? _ Nej, det kund’ liig kaast sæ sjel hen (= det kunne lige kaste sig selv hen, gå lige op). MØJy. _ kaste ¡ned = grave (noget) ned, begrave [spor. afhjemlet] (jeg har hørt) te di får manè o¿r sin· kå·st dje ¡breñvinsªtøj· ni¶èr nièr o pin¡hús = at de for mange år siden gravede deres »brændevinstøj (dvs. ting til fremstilling af brændevin) ned nede ved Pinhus (for at skjule det for opsynsmændene). $Vroue. kåst æ ka¡tøflèr ni¶èr = kaste kartoflerne ned (dvs. grave dem ned i en »kule som opmagasinering). $Darum. de bløw kåst ¡ni¶è ¡diè (= det blev gravet ned der), om et selvdødt Kreatur. $Houlbjerg. (om afdøde personer:) (jeg bad præsten om) te de hæ sølle Spøgels maat blyw kaast nier i æ Kjerrgoer = at det her sølle spøgelse (dvs. en netop afdød rakker) måtte blive begravet på kirkegården. Midtjy (Blich.EB.49). di blew ¡ne¿rªka¿st i è nör¡øst ¡jøn· a e ¡kjær¶ègo = de (dvs. Selvmordere) blev gravet ned i det nordøstre Hjørne af Kirkegaarden. $Vodder.
6.3) = opgrave (tørv, mergel etc.) [MVJy (±N), SØJy´NV, SVJy (±S), spor. i Vends, Sall; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
Naar Hedetørvene var gravede, blev der kastet (gravet) »Klyne (= tørv), og det blev (omkring 1860) gjort paa omtrent samme Maade som nu med den Undtagelse, at det sædvanlig var en Pige eller en Dreng, som bar Klynene ud (til »liggepladsen) med Hænderne, fordi det var sjældent, at Folk havde Hjulbør (= trillebør). AarbHards.1914.80. (fremstilling af »skudtørv kaldes) å kåst ¡tör¶è (= at kaste tørv); man kaster tørven op (fra tørvegraven) i »sluder (dvs.) store firkantede stykker, og disse køres på æ ¡skå§tèrèªbo·r (= »skudtørvebøren) hen på en liggeplads, hvor (de) skæres i tørv. Skautrup.H.I.265. Blev der kastet Klyne (dvs. gravet tørv) i større Stil, saa der var to til at kaste, da havde den ene gerne at tage Ovret (dvs. det øverste, jf. ovre x) af med en Tørvespade ¨ og »"splitte" ¨ i Bænke, medens ham i Graven kun havde at lægge Klynene op. SVJy. baade hun og en yngre Søster maatte staa i Mærgelgraven og kaste Mærgel. Det var et meget strengt Arbejde. HPHansen.GD.95. (dengang) wa a mæj som Daw·læjer å kåst Li¶m i dje Æng¶ = var jeg med som daglejer at kaste lim (dvs. grave mergel, jf. lim x) i deres eng. TKrist.BT.98. \ (vbs.:) en dags kasten/kastning = ca. 4000 tørv [spor. i Hards´S og SVJy´N] èn ¡mañ¶ mæ ¡tow¶ te o bær ¡u¿Û ku ¡graw· ¡fi·è ¡tu¿señ o æ ¡daw¶, de wå èn das ¡kå·stèn = en mand (der var øvet tørvegraver) med to til at bære (tørvene) ud kunne grave 4000 (tørv) om dagen; det var en dags kasten. $Ål.
6.4) = bortrydde (for at komme til noget underliggende).
6.4.1) om overjord i tørvegrav. _ kun i flg. forb.: kaste ¡af = fjerne overjord i tørvegrav [spor. i Vends] der kunde være baade 4 og 5 Alen Sand at fjerne, før man naaede (ned til) Martørvjorden (jf. mar·tørv x). Dette Arbejde kaldte man at "kaste af" (kaast aa) ¨ Det var et værre Slid. HornsH.
6.4.2) om sne (fra vej, bl.a. ved ubetalt ombud) [spredt afhjemlet] Næ¶r æ væj war ve¶ å snø te ¨ gik han ¨ ront tedæm fårskjel¶i go·r å bojje æn kå¶l æller tåw¶ te¶ å kåst snøj¶ = når vejen var ved at sne til, gik han (dvs. »snefogeden) rundt til de forskellige gårde og budede (dvs. tilsagde, jf. Çbude 3.2) en karl eller to til at kaste sne. Ejsing.Salling.121. I ska gi ¡mø·r ve æ mæje¡ri¶ får¶ å ¡kå·st får æ ¡mjæl§kªu¿n = I skal give møde ved mejeriet for at kaste (sne væk) for mælkevognen. Hards. no ¡hå¿ di wes è ¡wÉj ¡kå¿st (= nu har de vist vejen kastet, dvs.) ryddet for sne. Mors. \ faste forb.: kaste i ¡sne = d.s. (rydde vej for sne) [spredt i NJy, spor i Thy, Him´N, SVJy og VSønJy´N] Dær æ ty·w Ma¶j u·w å kåst i Sne¶j = der er 20 mand ude at skovle sne væk (fra en større vej). Vends. _ kaste ¡op = d.s. [spor. i Nordjy og MØJy] è wÉj· æ kåst òp (= vejene er kastet op), dvs. ryddet for sne. $Torsted.
6.5) = vende rundt på (opmagasineret korn), for at undgå varmeudvikling, mugdannelse mv. [spor. afhjemlet] æ kuen ¨ o æ "salslåwt" ¨ bløw loe i flåd dynger, o de sku kåestes ¨ æn tåw_træj gång i æ ueg ¨ hæjsen ku et "brænd sammel" i klomper o tæj skåe = kornet på »salsloftet (dvs. stuehusloftet) blev lagt i flade dynger, og det skulle kastes (en) 2´3 gange pr. uge, ellers kunne det brænde sammen i klumper og tage skade. SVJy. Brødet kunne blive Aa·en (dvs. smage muggent, jf. orn x) ¨ naar Rugen til Bagning ej blev "kastet" paa Loftet hver Dag. Him. April var den værste Maaned for Rugdyngen paa Loftet (så dagligt måtte man) "kaaest æ Rou" (= kaste rugen). SVJy (SprKult.XVIII.38). \ (også:) om »malt [spor. afhjemlet] De skul så kostes hvar Da, a ætterhøjen som Spireng a Varm kam fram, skul Døngen vær flåere a flåere = det (dvs. dyngen af malt i »maltkøllen) skulle så kastes hver dag, og efterhånden som spiring og varme kom frem (dvs. udviklede sig), skulle dyngen være mere og mere flad. Vends. (selv i en streng vinter) ku èt tø æ ¡veñère ¡op, veñèr vi ¡ka·st èt = kunde det tø Vinduerne op (pga. den frigjorte varme), naar vi "kastede" ¨ den spirende Byg, som laa i en Bunke. $Vodder.
6.6) kaste ¡ud = udhule. Selve Udhulingen (af træstykke til træsko) foregik ved, at man først "kastede ud", d.v.s. »raspede bort, med »Karlenaveret fra Hælen til Ballen (dvs. det sted, hvor fodballen skulle være i træskoen). *MØJy (SprKult.XIII.14).
Forrige betydning - Næste betydning
7) = pløje (hvorved jorden vendes og kastes til siden). _ kun i flg. faste forb.: kaste ¡fra. kåst ¡frò¿ = pløje sådan, at furerne falder udad (jf. kaste ¡ud ndf.). *AEsp.Læsø. _ kaste ¡i = begynde at tage fure. æ Plov kaaster i = ploven kaster i (for enden af en fure). *Aakj.ET.52. _ kaste ¡sammen/¡ud = pløje furer ind mod hinanden hhv. bort fra hinanden [spredt i Nørrejy, spor. i Sønderjy] Hwar¡a·n Gång¶ ska Ag¶gen wæçjçjes uk, å hwar¡a·n Gång¶ ska mæ kåst sam¶mel, for pløer wi dæçj je¶j Wæj hwa¶r Gång¶, så blywwer dæçj dja·n for dyj¶b i Metten, hÉller åsse for hÒw i Rø¶gi = hver anden gang skal ageren vendes ud (dvs. furerne skal kastes udad), og hver anden gang skal man kaste (furerne) sammen, for pløjer vi den én (dvs. samme) vej hver gang, så bliver det gerne for dybt i midten eller også for højt i ryggen (jf. ager·ryg). AEsp.GG.9. kåst ¡sam¶èl po ¡mø§tèn (= kaste sammen på midten), dvs. vende furerne ind mod midten af ageren fra begge sider. $Torsted. naar der kastedes ud, vendte man med Heste og Plov venstre om (ved agerens ende) _ kastedes sammen, vendtes højre om. Bjerre.
B. refleksivt el. uden objekt.
Forrige betydning - Næste betydning
8) = afvige fra en lige retning, jævn bevægelse etc.
8.1) (upersonligt, om vind) = dreje [spor. i Vestjy] de kå·stèr æ viñ¶ = det kaster vinden (dvs. vinden drejer). SVJy (F.).
8.2) (om hest) = slå ud med benene [muligvis < betydning 8.4; spor. i Nørrejy] hæsti kòòster (= hesten kaster), dvs. vender hovene indad på jorden, men udad i øverste stilling under gang el. løb. AEsp.VO. æ hæst kå·stèr, har den fejl, at den slår ud med forbenene under løbet. $Darum. \ (også, om person:) kaste med hovedet. ka·st mæ è ho¿j = »kimse ad noget (dvs. vrage). *Tønder.
8.3) (om tømmer etc.:) kaste sig = slå sig, blive skævt [spor. afhjemlet] ¡plå·èn hå ¡kå¿st sè (= pladen har kastet sig), om en (bord)plade, der har krummet sig. $Todbjerg. det hjalp jo lidt, naar det (dvs. det opmagasinerede tømmer) var stablet pent, men ledt trækker aa koster et sæ no iliwel (= lidt trækker og kaster det sig nu alligevel). Bjerre. (døren er) skæv, fordi træet hår kå¿st sæ = har slået sig. $Vroue. (overført:) Hun haa kaast se (= hun har kastet sig), om et hofteskredent, sideskævt Kvindfolk. Ommers.
8.4) (om hjul, ege, sidefjæl mv.) = skråne, hælde udefter for oven [spor. i Nørrejy; syn.: styrte x] de er grow som di Hywl kaaster (= det er gevaldigt, som de hjul kaster; sagde man), hvis Hjulene paa en gammeldags Vogn hældede meget (udad). Vends. de høwr forhjul kåster for møj, dæ ska west en nøj bøsning, den gammel æ nok sledt op = det højre forhjul hælder for meget udad; der skal vist en ny bøsning (til), den gamle er nok slidt op. Him.
8.5) = sætte i voldsomt løb. _ kun i flg. faste forb.: kaste ¡i. Men æ Bjærremand han kund osse nok kaast i, nær det kam an po det! = men bjergmanden kunne også nok kaste i (dvs. "strække ud", løbe hurtigt), når det kom an på det. *Aakj.P.45 (og flere steder hos Aakj.). _ kaste ¡ud. kåst úr, om ilsomt løb. *$Vroue. *Fjends. \ (hertil vel:) kaste sig. kåst sè dæ¡ni¶è (= kaste sig derned), dvs. begive sig til Byen ¨ forlade det mer eller mindre kedsommelige Arbejde. *MØJy (DF.V.86).
Forrige betydning - Næste betydning
9) (overført, om øl:) kaste sig = slå sig, blive surt ved mislykket gæring el. lign. [spredt i Midtjy og Sydjy, spor. i Thy´S, på Mors, i Him´S og Sønderjy] æ Öl ku hæt o¶ å kå·st sæ ¨ (det) blöw ve å skom· å bru·s å ska·f sæ = øllet kunne hitte på at kaste sig; det blev ved at skumme og bruse og skabe sig (så man til sidst måtte lade det gå i rendestenen). TKrist.BT.96. I den tid, den kogte »urt blev hældt i »svalekarret og der blev tilsat gær (til øllet), måtte der absolut ingen børn komme i bryggerset, thi tabte de en krumme af deres »meldmad deri, så ville øllet kå·st sæ (= kaste sig). HPHansen.K.230. Naar Øllet kaster sig, d.v.s. bruser rundt i Karret, skal man lægge gammelt Sølv deri (for at standse det). [K]Ussing.Erritsø.V26.
C. i tryktabsforb. med efterflg. adv. (på tværs af betydningsinddelingen ovf.).
Forrige betydning - Næste betydning
10) kaste ¡af. a) = fjerne overjord i tørvegrav (se pkt. 6.4.1). _ b) = aflede vand fra mark (se pkt. 6.1).
Forrige betydning - Næste betydning
11) kaste ¡efter = fylde, tildække grav, grøft mv. med jord (se pkt. 6.2).
Forrige betydning - Næste betydning
12) kaste ¡fra = pløje furer udad (se pkt. 7). _ kaste ¡fra »skåret (ved høst med le, se pkt. 4.4).
Forrige betydning - Næste betydning
13) kaste ¡hen. a) = tabe, miste (se. pkt. 2.4). _ b) = begrave person (se pkt. 6.2).
Forrige betydning - Næste betydning
14) kaste ¡i. a) = tage stort »skår (ved med høst med le, se pkt. 4.4). _ b) = begynde at tage fure (se pkt. 7). _ c) = sætte i voldsomt løb (se pkt. 8.5).
Forrige betydning - Næste betydning
15) kaste igen = fylde, tildække grav, grøft mv. med jord (se pkt. 6.2).
Forrige betydning - Næste betydning
16) kaste ¡ind = omgive med grøft (se pkt. 6.1)
Forrige betydning - Næste betydning
17) kaste ¡ned = grave (noget) ned, begrave (se pkt. 6.2).
Forrige betydning - Næste betydning
18) kaste ¡op. a) = vende korts ved spils begyndelse (se pkt. 1). _ b) = rigsm. (se pkt. 1). _ c) = slå op i bog (se pkt. 4.3). _ d) = slå masker op (se pkt. 5.2). _ e) = grave jord op (se pkt. 6.1). _ f) = rydde (vej) for sne (se pkt. 6.4). _ g) = oprense (grøft, rende) (se pkt. 6.1).
Forrige betydning - Næste betydning
19) kaste ¡på = lade leen skære (se pkt. 4.3).
Forrige betydning - Næste betydning
20) kaste ¡sammen. a) = sy sammen (se pkt. 5.1). _ b) = pløje furer mod hinanden (se pkt. 7).
Forrige betydning - Næste betydning
21) kaste ¡til. a) = fylde, tildække grav, grøft mv. med jord (se pkt. 6.2). _ b) = kaste ind mod »skåret (ved høst med le) (se pkt. 4.4).
Forrige betydning - Næste betydning
22) kaste ¡ud. a) = forkaste, vrage (se pkt. 2.2). _ b) = reparere lerklining [spor. i Østjy] kaste uk = reparere klinede lervægge. Vends. _ c) = grave ud (se pkt. 6.1). _ d) = udhule (se pkt. 6.6). _ e) = pløje furer bort fra hinanden (se pkt. 7). _ f) = sætte i voldsomt løb (se pkt. 8.5).
23) kaste ¡væk = tabe, miste (se. pkt. 2.4).
| kast·dige | Çkaste |
| Sidens top | |