karlet
karle·tid| karlet | karle·tid |
subst.
[spor. i Midtjy, Sydjy og SønJy]
= manddom, styrke; indbildskhed, vigtighed. A war et¶ a dæm stöst degång, mæn a sku da katrow¶ åsse vi·s mi kå·lehi¶er, å dæ wa stras jæn¶, dæ gja·n vild gi¶ mæ èn skro¶. Mæn de bekam¶ mæ ild· = jeg var ikke af de største dengang (i skolen), men jeg skulle da »kantro (dvs. selvfølgelig) også vise min karlethed, og der var straks en, der gerne ville give mig en skrå; men det bekom mig ilde. Hards. Klaw¶s pro·ld a¶, te han sku nåk sjæl¶ fo fat o è Bol, dæ haj röjt sæ löj¶s, men law e Bol· ke¶ch ætè ham, vår e Ka·lehe¶r gåwn a¶ ham = Klavs pralede med, at han nok selv skulde få fat på Tyren, der havde revet sig løs. Men da Tyren så efter ham, var Vovemodet forgået ham (dvs. gået af ham, jf. Ìfor¡gå 2). HostrupD.II.2.81.
| karlet | karle·tid |
| Sidens top | |