kar¡dæsk
karen´me| kar¡dæsk | karen´me |
kn. _ udtale »kort (med noter); desuden (i tryksvag stilling, foran andet navn): ka Midtjy (i området mellem de røde linjer A´A på kortet£), kaj MØJy´V (i området B, markeret med blå linje på kortetÀ); kan $Hundslund, $Darum, AngelÎ; kar{, kårn} spredt afhjemlet.
\ Ìvsa. kå·i $Hellum, kåi AEsp.VO.; også kòjèn HvetboH (AEsp.VO.); å´formerne er især ældre og afløses fra slutn. af 1800´t. af ka·r(è)n el. lign.; mht. nærmere detaljer i udtalen i Vends mv. se AEsp.Nordjysk.II.141; Çvsa. ældre *kaj Læsø; Èdog (som ed, jf. betydning 2) kå·rè Hards; ¢også Áka·n $Løjt, $Felsted, $Bov, Sundeved; £fx Ka’ Bak (= Karen Bak) Aakj.VF.148; Àvsa. kai, fx Kai Hanste (= Karen Hansdatter) JAsbæk.L.12; Îfx Kan´Smejs (= Karen Smeds) Hagerup.Angel.169; {fx Karma¡gre¿t (= Karen Margrete) AEsp.VO.; }fx kårn ma¡rí (= Karen Marie) MorsNH.
1) i alm. Efter at formen ¨ Kåi ¨ er gået af brug som alm. udtale (jf. note 1) ¨ er den op til vor tid blevet brugt for sjov og i drilleri over for kvinder, der var døbt Karen. AEsp.VO. _ (talemåde:) Blande Kaai i Maai (= blande Karen i Maren), dvs. komme det Ene i det Andet. Vends (Melsen.1811). AEsp.VO. (remse:) Karen, Maren å Mett / slowes om en gammel grohæt (= sloges om en gammel grå hætte). Krist.Anholt.124. \ (også:) som del af navn (med tilføjelse af faders/ægtemands fornavn el. beskæftigelse, af tilnavn/øgenavn, mv.). ¡fræ¿rek ¡kå·rèn (= Frederik Karen), dvs. Karen, datter af Frederik. $Fanø. ka pow¶l = Karen Poul. $Tvis. Kaj el. Ka sne·kès (= Karen Snedkers), dvs. snedkerens kone. MØJy (F.). Skipper´Karen = Karen Skipper. Ommers. ¡kå·rn ªmåst = Moster Karen. $Mandø. Stej´KarÉn (= Stind´Karen, jf. stind x), dvs. Karen Stiv. Grønb.Opt.2. æn gammel Pi·g, dæ alder blöw kaldt åndt hind Ka Hö·n = en gammel pige, der aldrig blev kaldt andet end Karen Høne. TKrist.BT.49.
Forrige betydning - Næste betydning
2) i milde eder.
2.1) karen´tage´me (etc.) [spredt i MVJy og SVJy; syn.: kat x] Som Surrogat for Satan og for Katten er der andre, der bruger Ka·ren eller Kå·ren: Karen tage mig! HPHansen.FB.79. Kå·rèn spar§k mæ, knå·© mæ, tæj· mæ el. ta m¶è = Karen sparke mig, »knage mig, tage mig. Vestjy (F.). A så te mæ sjæl: No skal de’ kåren dampmæ hå en æen, å så holdt a op = jeg sagde til mig selv: nu skal det karen dampe mig have en ende (dvs. være slut med rygning, drikkeri mv.), og så holdt jeg op. AarbHards.1970.129. (forenklet, uden verb.:) Da hå’r a, Kå·re, nok å¶ èt!" = da har jeg, Kare(n), nok af det! HPHansen.FB.79. \ (hertil:) karens = sørens [syn.: kattens (i Ìkatten)] De wa Ka·rens! *HPHansen.FB.79.
2.2) Karen Malers (spor. i Hards også forvansket til: Karl Målers, Kræ Måler, Kjen Maagers). _ kun i flg. faste forb.: gå ad Karen Malers til; gå til Karen Malers (el. lign.) = gå ad Pommern til, gå virkelig dårligt; blive ødelagt [af uvis opr.; Hards og SVJy´N, spor. i øvrige MVJy, Sydjy og i NVJy; se kort; syn.: Hekkenfeldt, helvede, Pommern x]
 |  Tæt afhjemlet |
mæ de Landbru, han drøv, saa skuld et go li ad Kaaren Maalers te = med det landbrug, han drev (dvs. den måde, han drev landbrug på), så skulle det gå helt ad Pommern til. Hulmose.PJ.27. ("du er en flink pige, du må arve mine gamle træsko", sagde bedstefaderen, hvortil pigen svarede:) a è ¡raj¶ (få) di è gan te karn ¡må·lès eñèn ¡dæñ¶ ¡tej¶ = jeg er bange (for), de er gået til Karen Malers (dvs. blevet ødelagte) inden den tid. LBælt (DF.III.139). _ slynge op til Karen Maler = gynge meget højt (jf. slynge x). når det gik godt med at gynge i reb i laden ¨ så slyngede vi helt op til Kåren Måler, dvs. lægterne på undersiden af stråtaget. *MorsSH.
3) i/som spøgende tilnavn.
3.1) grå Karen. gro¿ Kå·rèn ¨ en slags småfugle, der i høhøstens tid kommer til husene sammen med spurve og gulspurve og varsler uroligt vejr. *$Darum.
3.2) Karen kræmmer. ka ¡kræ·mer, ka kræmer = en sort svømmefugl af størrelse som en krage ¨ formentlig en alk; træffes stundom efter vestenstorme skyllet på land. *$Agger.
3.3) gamle Karen. Mallingæble ¨ dyrkes under Navnet "Gamle Karen". *CMatthiesen.DaFrugt.I.242. *GramH.
3.4) om (høst)rive [syn.: Ìdorte] (høstriven kaldtes en) »kratte, og den hed i min Barndom (omkring 1880) altid Mette eller Kaaren; "at spadsere en tur med Kaaren" (dvs. rive strå sammen på marken). *Mors.
| kar¡dæsk | karen´me |
| Sidens top | |
}){kind=link}