karbørste·mand
kar¡dus| karbørste·mand | kar¡dus |
subst. _ 1.led: kartè´ alm.; karÛè´ $Torsted; katè´ $Aventoft (vsa. ka(r)´), $Rise, Sønderborg; karè´ $Bov; ka·r´ Tønder; kår´ $Rømø; ka´ $Fjolde. _ 2.led: ´¡mom·/´Ámom(·) (K 1.3) alm.Ì; også ´mo÷m Vends´NV.
[spredt afhjemlet]
1) = rigsm. (krydderi). Kani¶el, Muskå¶t å Kardemom· ¨ blöw ta¶r o æ Ka·kel, å så mast a o¶ mæ¶ è å stør e te fi¶n Pol¶vèr i dænd¶ Mæssengmuetels, dæ no sto te Sta¶ds i wo Amagerhøld· = kanel, muskat og kardemomme blev (til bagning) tørret på kakkelovnen, og så masede jeg (som dreng) på med at støde det til fint pulver i den messingmorter, der nu står til pynt på (egl.: i) vor amagerhylde. TKrist.BT.77.
2) = planten (smalbladet) timian; jf. JLange.ODP.II.711. Paa Grund af sin Vellugt ¨ (kaldes timian på) Toftlund´Egnen ¨ Kardemomm. *Lange&Seeberg.43.
| karbørste·mand | kar¡dus |
| Sidens top | |