Ìkappe
kappe·kasse| Ìkappe | kappe·kasse |
Se også Ìkappe (subst.)
verb. _ kap/ka÷p/ka§p/Áka(÷)p (K 1.4). _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
[< nedertysk kappen]
1) = skære, hugge (træer, grene mv.) [spredt afhjemlet] fæll Træjer a kap øwer mæ Skjørsawen = fælde træer og kappe (dem) over med »skørsaven (dvs. skovsaven). Vends. hylèrèn blöw kapèt ¡å¿ = Hyldebærbuskene blev klippet ned. $Vorning. ka do kap æ huè å¶ è kåk = kan du hugge hovedet af hanen (jf. kok x). $Vroue. e Ádi·gh blöw ¡opkappe (= diget blev kappet op), dvs. de nederste grene på digehegnet blev fjernet med et »opkappejern. AlsOrdsaml.122. (overført:) De ku nem ha kapped ham aa (= det kunne nemt have kappet ham af) ¨ Om en der har overstaaet en svær Sygdom. Thy. \ (spec., ved stranding:) kappe masten/masterne [spor. i Østjy] di sat dæñ po ¡låñ¶ ¡dæ¿r, å ¡så ¡kapèÛ di ¡mastèrn ¨ de go·r ¡å¬tins ¡swænsk å ¡norªmæñ¶, får di war baµ·, a ¡skø·Ûèrn gek i ¡støk = de (dvs. bådens 5 mand store besætning) satte den på land der, og så kappede de masterne (i stormvejr); det gjorde svenske(re) og nordmænd altid, for de var bange for, at »skøderne (dvs. tovene til sejlene) gik i stykker. $Anholt.
2) = hugge (limsten) ud af undergrunden, til brug for bygningsarbejde [spor. i VHanH] (de arbejdere) der saver sten, de rydder først alt »kramsleriet (dvs. bevoksning mv.) væk, og så kapper de dem (= hugger de sig) ind i bjerget (dvs. limstensknuden). Krist.JyA.V.20. Når der skulle saves sten (ved Klim bjerg), var man til tider nødt til at "kappe for dem" med en hakke. AarbThisted.1953.85.
| Ìkappe | kappe·kasse |
| Sidens top | |