kantnings·båndÇkantre

Se også kante (verb.), Çkantre (verb.)

Ìkantre

verb. _ kåñ(·)tjèr/kå÷ñtèr (jf. K 1.5) Vends; *kanter Djurs. _ bøjning: ´er ´et ´et el. (ældre) u.end. (K 6.2, K 6.1, K 6.3) Vends; (præt.:) *kañtrèÛ Thy´N.

[formentlig sammenblanding af kante 2.5 og kæntre x; spor. i Vends, Thy og Midtjy´Ø]

= kæntre. kantre paa Rævlerne (= revlerne). Melsen.1811. Haj kå·ñtrè mæ Bo¶i = han kæntrede med båden. BørglumH.

kantnings·båndÇkantre
Sidens top