Çkannik

kannike

Se også Ìkannik (subst.), Çkannik (subst.)

Èkannik

adj. _ med sideformen kannikens. _ kan¶èk, kan¶ik alm.; kan¶ikèns *Vends (AEsp.VO.).

[af uvis opr.; Vends´N; se kort; syn.: krannik x]

Tæt afhjemlet

= strunk, kæk, rank, knejsende. i kan¶nik swæn¶ = en kæk fyr. AEsp.VO. haçj se¿èr så kan¶èk = han sidder så kannik, dvs. holder hovedet højt. $Hellum. haj kam (= han kom) nok så kannik _ om et barn, der lige har lært at gå. BørglumH. hon wa træt, saae hon; men ¨ sinn de kam i naen, ku hon daajs hiel kannik = hun var træt sagde hun (til en, der bød hende op til dans), men siden (= da) der kom en anden (herre, der bød hende op), kunne hun danse helt strunk. Thise.SP.21.

Çkannik	kannike
Sidens top