kane
kane·fart| kane | kane·fart |
subst.
[< kane 1]
= kanekørsel; især i forb. få kaneagen (= køre med i/på kane) [spor. i Østjy] Når børn i en landsby el. stationsby så en kane ¨ komme, var det en sport at springe på i farten og, stående på mederne, at få sig æ gåt kòònagi (= en god kane´agen), Man spurgte ikke om forlov, og var kusken arrig, risikerede man et svirp af pisken. AEsp.VO.II.132.
| kane | kane·fart |
| Sidens top | |