kandis
kane| kandis | kane |
adj. _ 1.led: kan´ alm.; kon´ $Aventoft, $Fjolde. _ 2.led: ´¡ditèl/´¡ditèÏ (K 4.8). _ plur.: u.end.
[< nedertysk kandidel, iflg. Mensing.Wb. en sammenblanding af latin candidus (= munter) og nedertysk diedeldei (= lystighed); SønJy (±NV, ±SV), desuden $Fjolde; se kort; syn.: kanter x, kantes x, kavs x, kræng x, køjter]
 |  Tæt afhjemlet |
= kvik; rask; overmodig; især i forb. blive/være kandittel igen (= restitueret, efter sygdom, træthed etc., jf. Ord&Sag.2011.43f.). Æ ho rechde tent o sidst Vonsda å sen skek dæj en Jølsen mæ Klaaj ¨ men no hø æ e Jåus, te do va kandiddel e’gen = jeg havde rigtig(nok) tænkt sidste onsdag at siden sende dig en hilsen med Nikolaj, men nu hørte jeg i aftes, at du var kommet dig igen. HAlsinger. (JyTid. 21/1 1951). \ (hertil vel:) kan¡ditlig adj. Andreses Framgol æ loi a ham, aa de se moi kanditle ui = Andreas’ forstue (jf. frem·gulv) er lagt af ham (dvs. en lokal håndværker), og det ser meget nydeligt (?) ud. *ØSønJy.
| kandis | kane |
| Sidens top | |