kalk·kule
kalk·mand| kalk·kule | kalk·mand |
subst.
[< kølle x; spor. i NJy, NVJy, Hards og SVJy]
= stumpt træredskab til behandling af kalk mv. kalktjø·l = kølle til at knuse klumper i kalk med, når det læskes, og i ler med, når det blødes op til at kline (= udfylde huller) med ¨ (med) langt skaft, der går skråt gennem det kegleformde hoved, så der dannes en stump vinkel mellem skaftet og hovedets nederste del. AEsp.VO. haÛ di rå¿ te¶ å bro© jÉnèr kalk, så gjow· di eÛ te gaw¶ns å slow¶ èÛ så læµ· mæ¶ èn kal·kjøl·, te de blÒw¶ så sÉj¶, te di ku slå èÛ èpo¶ æn wÉ©¶, å så kuñ· èÛ bæ·r æn brojèn sti¶èn mæ Û¶è sam·, å næ¿r de haÛ sòt æn be§tè krom·, sku dæñ¶ sti¶èn ku bæ·r æn mañ¶ = havde de råd til at bruge ene kalk (til at mure og »spække ud), så gjorde de det til gavns og slog det så længe med en kalkkølle, til det blev så sejt, at de kunde slå det på en væg, og så kunde det bære en brændt sten med det samme, og når det havde siddet en lille smule (dvs. kort tid), skulde den sten kunne bære en mand. Kvolsgaard.L.36. saa skulde han nok ælte det gamle Ler af den nedbrudte Hus med en Kalkkølle. AarbKult.1894.136.
| kalk·kule | kalk·mand |
| Sidens top | |