kalk·bænk
kalke·børste| kalk·bænk | kalke·børste |
verb. _ (l/Ï K 4.8; længde´ stød´ og tonalforhold K 1.5, K 1.6:) kal·k´/kalk/kal§k´/ÁkaÏ(·)k _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
1) = overstryge/male med kalk (opslemmet i vand) [syn.: hvidte] Hver Sommer havde man stort Reparationsarbejde ved Gaardens Brygninger, der maatte klines (= repareres) og kalkes, saa det forslog noget. AarbSkive.1910.104. Det var (omkring 1850) Kvindearbejde at kline og kalke. Pigerne gik op i Yding Skov og hentede Hvidler i en Sæk, andet brugte de ikke til at kalke med, og det holdt sig ikke længe, det smitted af for den mindste Berøring. AarbAarh.1933.24. I ældre tid var det meget almindeligt naar en spurgte: hwitter? (= hvornår, jf. hvilter), at der spøgende blev svaret: næ wi kalker, så hwitter wi (= når vi kalker, så hvidter vi). Han. (spec.:) a ¡vech kaÏkèr ¡a·w = Væggen smitter af. $Fjolde. do hò kalkèt dæ = du har kalket dig (dvs. den kalkede væg har smittet af på dig). MØJy.
2) = tilføre jorden kalk; mergle [spor. afhjemlet] a ska hå æn tæjt kalkè = jeg skal have en Tægt kalket, d.v.s. have kørt Kridt på et Markstykke. Skyum.Mors.I.62.
| kalk·bænk | kalke·børste |
| Sidens top | |