Ìkalde
kal¡digte| Ìkalde | kal¡digte |
Se også Ìkalde (subst.)
verb. _ udtale »kort 1 (med noter). _ præs.: ´er (K 6.2) alm.; (med stødtilkomst:) ´¶er: NØJy, MØJy, Sydjy, spor. i Han, Hards´SV og Sønderjy; også *koller Hards; *kålles (passiv med aktiv betydning, jf. pkt. 2.1) Angel. _ præt.: »kort 2 (med noter); spor. også u.end.: ka¬· NVJy, Fjends; k嬷 $Give,$Ål; ko·¬ Hards´SV; (passiv:) kaltjès, kaltjèst Vends, ka¬·tès Thy´N, ka¬§tès Thy´S, k嬧tèst $Give, $Ål. _ ptc.: »kort 3 (med noter); desuden *kalen MØJy, kå¬èn $Give, Sundeved; (i betydning 3:) ka¬è(Û) NVJy, MVJy´N; kå¬èt Hards´SV; ka·lt Vends, ka¬·t MØJy.
\ Ìi ´Ø dog især ka¬/kal (K 1.3); Çogså *kold spor. i MVJy, Syd- og Sønderjy; Èogså ka¬t/kalt
1) = bruge stemmen el.lign. til at opnå kontakt.
1.1) = tale, råbe mv. for at få nogen til at komme [størstedelen af Østjy´N og ´M, Fjends, spredt i Han´V, Thy´N og Sall´N, spor. i øvrige Nørrejy og i Sønderjy´N; se kort]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
A tov mi Bøs o’ stillet mæ an lidt fraa æ Hol o’ fæk æ Hund koldt hen te mæ = jeg tog min bøsse og stillede mig (an) lidt fra hullet (til en rævegrav) og fik hunden kaldt hen til mig. SprogfAlm.1912.71. vi mot ejt hysèl åm aw·tènèn hÉlèr èpo haw¶, fòr så ka¬t wi dæñ slæm· te w¶òs = vi måtte ikke fløjte (jf. hvisle 2) om aftenen el. på havet, for så kaldte vi den slemme (dvs. djævelen) til os. Kvolsgaard.F.32. Davi ÉtÉr blÒv (NN) ka¬tj åp te gòri = dagen efter blev NN kaldt op til gården (for at stå til regnskab for ulovlig skovhugst). Grønb.Opt.21. \ faste forb.: kalde ad (nogen) = kalde på nogen [spredt i Him og Midtjy´Ø, spor. i Vends, Fjends og SØJy] go u¿j å ka¬¶ a fålkèn! = gå ud og kald på folkene (for at få dem til at komme ind, fx til et måltid). MØJy (F.). faer Ywl kam Smæjen en Daw å kaldt æ mæ ¨ "wi hår Skredere i Huse, do mo helder kom enj å fo ton Moel" = før jul kom smeden en dag og kaldte på mig (dvs. tjenestedrengen): vi har skræddere i huset, du må hellere komme ind og få taget mål (til et sæt tøj). HimmerlKjær.1952.273. _ kalde efter. ka·l ¡ætter ham = kalde på ham. *KærH (AEsp.VO.V.69). _ kalde ¡ind (til skoletime). A mått løv i tont hiele Wejen for å kom te Skuelen, ennen Dinen kalt enn = jeg måtte løbe i Luntetrav (jf. tunt x) hele Vejen for at komme til Skolen, inden Læreren kaldte ind. *Mols. _ kalde på (nogen). a) = rigsm. [spredt i MØJy, spor. i øvrige Midtjy´Ø, i NJy og NØJy] ka¬¶ o æ fålk te oñèn! = kald på folkene til middagsmad (dvs. kald dem ind fra deres arbejde i marken mv.; jf. unden x). $Vroue. (heste) ¡hwinjè, ¡næ¿è di ¡ka¬è å dje ¡føl = hvinnier, når de kalder på deres føl (dvs. vrinsker skingert, jf. hvinnie). $Gosmer. (passiv:) ¡æ èñ ¡ka¬¶t è¡po¿ = er han kaldt på, dvs. er der kaldt på ham. $NSamsø. _ b) = sende bud efter. vi komèr te¶ å ha ka¬t o æ då©tèr = vi bliver nødt til at sende bud efter lægen. *$Vroue. _ c) (spøgende) = forlange, kræve (at noget skal gøres). Spillet, den klaprende lyd (i en mølle) siges at ¡kal på ¡ku¿nè = "kalde på kornet". *Han. mi knyw¶ ka ka¬· po æ høn·s = min kniv kan kalde på hønsene (som skal slagtes). *Sall. _ kalde ¡sammen [spor. i Vends, Fjends og MØJy] ¡hi·èÏè fa¡mil¶ièn æ ka¬t ¡sam¶èÏ, dje gamèl ¡ålªmow¶è le©è å ¡draw¶è = hele Familien er kaldt sammen, deres gamle Bedstemor (jf. olde·mor x) ligger for Døden (egl.: ligger og drager, jf. Èdrage 8). $Gosmer. _ kalde til lyd = få instrument til at lyde, spille. mi Fiol (fik) en slem Singeldus, a haaj nær aalle faat en kaldt te Lyd mir = min violin fik en slem sinkadus, jeg havde nær aldrig fået den til at spille igen). *Aakj.LH.90.
1.2) = vække [spor. i Nørrejy] Arbejdsdagen var lang om Sommeren, Fader "kaldte" (= vækkede os) Kl. halvfem om Morgenen, og vi holdt ikke op om Aftenen før Solnedgang. ØH.1936.73. a sku(l) kal åm må(e)nen, mæn a ku ejt uwn = jeg skulle vække (de andre) om morgenen, men jeg kunne ikke vågne (uden andres hjælp). Han. saa wa et jæn Muen, a wa sowet øwe mæ, mi Haasbond kom aa kaldt, aa de wa sgu it hiel venskabeli = så var det en morgen, jeg var sovet over (mig); min husbond kom og kaldte, og det var sgu ikke helt venskabeligt. Elkjær.JH.20. \ kalde på = vække [spor. i Han og MØJy; syn.: tale x (især i forb. tale til)] de wa ¨ ¡fa·r, dær ¡uw·nt ¡føst å ¡kal·t ¡po di ¡añèr = det var far, der vågnede først (om morgenen) og kaldte på de andre. $Haverslev. han re·st sè lisè so· a ka¬t å ham = han rejste sig (dvs. stod op) lige så såre, jeg kaldte på ham (dvs. straks, da jeg vækkede ham; jf. såre x). MØJy. _ kalde ¡ord af = vække (for at få kontakt med vedkommende. a ku it kal o¿r a ham = jeg kunne ikke vække ham. *MØJy. _ kalde ¡vågen = vække. han ku ¡it kal· hin ¡wo©èn = han kunde ikke vække hende. *$Todbjerg.
1.3) (om dyr) = brøle efter føde [spor. i Midtjy´Ø og SØJy] ¡ken¶ æ be¡geñ¶t å sto å ¡ka¬· (= køerne er begyndt at stå og kalde), dvs. småbrøle. $Tved. dæñ ¡ka¬¶è, dæn vel ¡ha nöj i a ¡kryf ¨ de æ èn ¡dy·vèrè ¡to·n = den (dvs. hesten) kalder; den vil have noget i krybben (dvs. foder); det er en dybere tone (end når den »rimmer). $Give.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = benævne, navngive [alm. undt. SSlesv] A hier Ole, mæn de kolder mæ Wolle te dawle = jeg hedder Ole, men de (dvs. man) kalder mig Wolle til daglig. SVJy. (ironisk:) ær èÛ ¡de, do ka¬èr å ¡plÒw· = er det det, du kalder at pløje? (om dårlig pløjning). $Torsted. (talemåde:) Det er it ålting, man skal svar’ aa, soj æ Mand, da kåldt di ham en Tyw = det er ikke alting, man skal svare på, sagde manden, da de kaldte ham en tyv. SJyMSkr.1931´32.188. i stu¶r Gòr længer søj¶jer, di kaller Wo·rgòr = en stor gård længere sydpå (jf. sønder x), man kalder Voergård. AEsp.GG.51. dæm dær bañ ¡åp åm høst, ¡hø·stªpi©èr di ka¬t dæm = de, der bandt op i høsttiden (dvs. bandt neg, jf. Ìbinde 3.1), høstpiger kaldte man dem. $Ræhr. Hon wa ka¬t æter præjjstkonen = hun var (op)kaldt efter præstekonen. Krist.Anholt.IV. (da herremanden Jørgen Marsvin havde bygget) det nøj Stowhuus i Baahstrup, kallt han ed ætte sæ sjæl mæ de hær Swynnavn = det ny stuehus i Båstrup, (op)kaldte han det efter sig selv med det her svinenavn (nemlig Marsvinslund). Blich.EB.10. (spec.:) Kålles (= kaldes) i ren aktiv betydning høres ofte: det kaldes (dvs. kalder) vi en Øxe o.s.v. Hagerup.Angel.44. \ (spec.) = give øgenavn. "hvorfor slog du ham?" _ "haçj ka¬·tj mÉ" (= han kaldte mig) _ "hvad kaldte han dig?" _ "¨ trÒ¬¶i" (= trolden; groft øgenavn, jf. trold x). *Vends (F.). \ kalde ¡op = give (barn) navn efter ældre slægtning [spredt i Nørrejy, spor. i Sønderjy; syn.: nævne x (i forb. nævne ¡op)] ær èt hans fò¿è Élè hiñès, dÉ ska ka¬ès ¡åp? = er det hans far eller hendes (dvs. mandens el. konens far), der skal kaldes op? MØJy (F.). En gammel Bedstemor ¨ født i 1807, vilde ikke opnævnes, men sagde: "Næ¶ a æ dø, saa ka I kald mæ aap" (= når jeg er død, så kan I kalde mig op). MØJy (JSMøl.MB.373). "no ka do gåt dø¿, fo no æ do ka¬t åp" (= nu kan du godt dø, for nu er du kaldt op,) siges til folk, efter hvem et barn har fået navn. $Agger.
Forrige betydning - Næste betydning
3) = tildele embede, især vedr. præst, sj. degn [spor. i Nørrejy] æ nøj¶ dej¶n er kale fræ den føst maj¶ = den nye degn er kaldet fra d. 1. maj. Sall. (spøgende, vist < rigsmål:) han kå¿m som han wå ka¬èt, dvs. som om der havde været bud efter ham. $Darum.
Forrige betydning - Næste betydning
4) = sige. _ kun i flg. faste forb.: så/sådan at kalde (el. lign.) = så at sige, for så vidt, på en måde [spor. i Nørrejy] de blywèr e§t i daw¶ så o k嬷! (= det bliver ikke i dag, så at sige): "så o k嬷" var hans sæj· (mundheld) (jf. sige x). Hards (HPHansen.Opt.). hañ gjow·r o ka¬· eµèn teµ¶ = han gjorde at kalde ingenting (dvs. arbejdede så at sige ikke). Thy (F.). det war jo halles mørk aa kald for = det var jo halvvejs mørkt, så at sige. Aakj.P.157. _ at sige og kalde = rent ud sagt. ¡dæñ his¡to¿ri æ ¡löw¶n _ o ¡si å ¡ko¬· = denne Fortælling er Løgn _ at sige og kalde, dvs. for at sige det rent ud. *HostrupD.II.2.155. _ kalde af = "melde". A haar mæ Skam o kold aw, ett fån en Dragt ny Klejer i de sidst 20 Oer = jeg har, med skam at kalde af (dvs. med skam at melde), ikke fået en ny dragt klæder (dvs. et nyt sæt tøj) i de sidste 20 år. *JJacobsen.B.7.
5) = mene, synes; især i forb. det kalder jeg (= det er efter min mening ¨) [spredt i Nord- og Midtjy, spor. i øvrige Jyll] a k嬶èr, de æ gråw reµ· gjo¿r = jeg synes, det er meget (jf. grove 3) ringe gjort (dvs. det kan vedkommende ikke være bekendt). SØJy (F.). (ironisk:) (at slå to tallerkener i stykker på én dag) de kaller a huwleme gåt joo¶r! = det kalder jeg huleme godt gjort. AEsp.VO. do ka ¡ko¬· èt ¡va do ¡vel, men de ¡blyw¶è no ¡så·n = du kan kalde det, hvad du vil (dvs. synes om det eller ikke), men det bliver nu sådan. HostrupD.II.2.155.
| Ìkalde | kal¡digte |
| Sidens top | |
}){kind=link}
}){kind=link}
}){kind=link}