ka¡lyster
kam| ka¡lyster | kam |
adj. _ med sideformen ka¡løjt. _ ka¡löj§tè(r) alm.; *ka¡løjt Hards´NV.
[af uvis opr.; ´løjter muligvis < hollandsk leutig (= behagelig), jf. FestskrWidding.304; Hards (±SØ), SVJy, VSønJy´N; se kort (med sideformen ka¡løjt nord for linjen A´A)]
 |  Tæt afhjemlet |
= livlig, lystig, kåd, i god form efter sygdom; overstadig, overmodig, letfærdig. Walkommen hæær, kaløjte (= glad, lysvågen) Knejt, / din bette Sommersmæær! = velkommen her, kaløjter knægt, din lille sommerkløver (jf. smære x). Noe´Nygård.T.28. Du skal ett (= ikke) være alt for kaløjte, det kunde kanskesi’ (= måske) hænde sig, at Du kunde faa mer’ at se af de Ting (= noget som ikke kan forklares), end Du ret wal tøws om (= ret godt synes om). Frifelt.L.100. de æ få·lè, som do æ ka¡löj§tèr i¡daw¶ (= det er gevaldigt, som du er kaløjter i dag) dvs. lystig, noget vild og overmodig, ej just dadel. $Darum. \ (også, om dyr) = vild, ustyrlig [spor. i samme områder] Naar Hestene svinger med Hovedet og slaar bagud, er de kaløjte. SVJy.
| ka¡lyster | kam |
| Sidens top | |