kagleka¡hyt

kaglende

subst. _ kaw·lèñ

[< kagle; kun anførte kilder i SønJy]

= kaglen; snakken. de ¡vær¶ ¡nåk te è ¡ba·r ¡kaw·lèñ (siges, hvis) de ¡var¶ ¡læµ· ¡eñèn di komèr te ¡gø·rèñ = det bliver nok til det bare kaglen (dvs. kun til kaglen), hvis det varer længe, inden de (hønsene) kommer til gøren (dvs. kommer til at lægge æg). $Vodder. Han har mer af e Kaglende end af e Gørende (dvs. snakker mere end han udretter). Kok.Ordspr.42. han har me·r uñt a æ kaw·lèñ æñ a æ gø·rèñ (= han har mere ondt af at kagle end af at gøre) = taler mere end han udretter. $Agerskov.

kagleka¡hyt
Sidens top