jord·falden
jord·fast| jord·falden | jord·fast |
adj. _ 2.sms.led (altid tryksvagt): ´®få¬s (stedvis svækket til *´®fals, *´®fels).
1) = som skærer for tæt på jorden (om le) [Hards´SV; se kort; syn.: græs·fældet, jordet 3, jord·falden 1, jord·gerrig 1]
 |  Tæt afhjemlet |
Leen kunde være oñ¶èr ho©¶ (jf. Ìhug 2.4) ¨ d.v.s. der er kortere fra skaftets nederste ende til odden end til »hæglen; så ku æn jo §t hå¬ æn å· æ ju¶èr, dæñ blöw ju·èrfå¬s (= så kunne man jo ikke holde den af jorden, den blev jordfalds). Skautrup.H.I.83. \ (også:) Jordfelds (bruges) om kreaturer, der gnaver græsset af nær ved jorden. *SVJy.
2) = begærlig efter jord [Hards´SØ, spor. i SVJy; se kort; syn.: jord·falden 2, jord·gerrig 2]
 | Tæt afhjemlet |
De wa en Mand, dæ hå Fåstand o Pæ·ng, o han wa åsse møj¶ juw·erfålds = det var en mand, der havde forstand på penge, og han var også meget ivrig efter (mere) jord. HPHansen.WG.11. han var ¨ ikke, hvad man kalder juerfålds, og det er betegnende, naar han i en Samtale hævdede, at det ikke just er det meget Arbejde en blywer tyk o fi¶er aw (= man bliver tyk og fed af). HPHansen.GF.II.114.
| jord·falden | jord·fast |
| Sidens top | |