Ìjens
Jen¡sine| Ìjens | Jen¡sine |
Se også Ìjens (subst.)
mn. _ jæn·s/jæ÷ns/jæns/Ájæn(·)s (K 1.7) alm.Ì; jÉn·s NVJy; jen·s Åbenrå; også (ældre) jæ·s, jø·s Vends´N; også jæn¶s NordbySg (Fanø); også (som kælenavn) (Á)jæjsè SønJy´S; evt. længde, stød el. accent tabes i tryksvag stilling (i sammensat fornavn el. med efterfølgende efternavn). _ genitiv: ´ès
\ Ìi tiltale dog ofte jæn(·)s (uden tonal acc.2) ØSønJy.
[< apostelnavnet Johannes]
_ gennem århundreder et af de almindeligste mandsnavne, jf. fx Ord&Sag.1995.37. (som omskrivning, i ældre fiskersprog:) Naar Fisken kunde ses i Vandet, spurgte Skipperen: "Hwa æ dæ for i Fisk, Ellen eller Jæns?" (Hvad er det for en Fisk, Ellen eller Jens?), og Midtskibsmanden skulde nu nøje passe paa, at han først kunde afgøre, om Fisken var "Jens" (en Torsk) eller "Ellen" (en Lange). Skagen (DaTidsskr.1905.551). (drillende:) no do, Jæn·s! (= nå, du Jens), til Klodrian. $Hellum. \ (også:) i spøgende betegnelser for dyr. Den sorte eller "grå" Løbebille ¨ er meget lysten efter Ost, hvorfor den også her kaldes "Jens Vust å Brø" (= Jens ost´og´brød). *Mors. Naar Frøerne kvækkede, kunde man sige: Det er Jens Smæjs Fåwwl (= Jens smeds fugle), der synger. *Ussing.Erritsø.191.
| Ìjens | Jen¡sine |
| Sidens top | |