Ìjævnlig
jævns·færd| Ìjævnlig | jævns·færd |
Se også Ìjævnlig (adj.)
adv. _ med sideformerne jævnligt, jævlig. _ 1.stavelse: jæw·n´/jæwn´/jaw·n´/Ájaw·n´ (som yngre former af »¢jævne) alm.; Ájaw·´ $Bov; ¡jaw·´ HjoldelundSg (Fjolde). _ 2.stavelse: ´lè alm.; ´Ïè $Jelling, $Øsby; også ´lèt Als; spor. også yngre ´li
[alm. (dog kun spredt i Østjy´M og kun spor. i SønJy´S)]
= rigsm. (med korte og regelmæssige mellemrum; til stadighed). Go¶ tåwwle å ta¶ eÛ åwwle / å stry·© jawwnle, få de æ gawwnle = (høstkarlen rådes til at) gå langsomt (jf. tovlig x) og tage det (dvs. kornet) »overligt, og skærpe (leen, jf. stryge x) jævnligt, for det er gavnligt. Hards (Krist.JyA.I.47). vi hæ ¡jawlè ¡nåk å bèÁsteÏ· = vi har altid nok at bestille. $Bov. (talemåde:) di gammel kokker renj’er ja·vnli etter de ong· høns (= de gamle haner, jf. kok x, render jævnligt efter de unge høns), når man ser lidt ældre karle gøre kur til helt unge piger. Him. \ (hertil, som adj.:) i det jævnlige = i almindelighed [vel ved sammenblanding med Ìjævn 8, forb. i det jævne] saadan i det jævnlige saa kunde Manden være saa meget flink = sådan i det daglige kunne husbond være ret så flink. *Aakj.FJ.99.
| Ìjævnlig | jævns·færd |
| Sidens top | |