ÇIverivrig

Se også ivrig (adj.)

ivre

verb. _ jywèr Vends; ywèr, iwèr $Vroue; *jøvver Him; iwè MØJy. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.; (præt.) også iw·rèt $Anholt.

[< rigsmål; spor. afhjemlet; yngre dialekt]

= rigsm. (skynde sig; tale hurtigt). vi ywèrè får¶ å blyw fær·di = vi skyndte os for at blive færdige. $Vroue. haçj ¡iw·rèÛ moÛ ¡de traktè¡mæn¶t ¡dæ¿r færeñ ¡wi¿èlsèn = han (dvs. præsten) talte ivrigt imod det traktement (som man havde tradition for) dér forud for vielsen. $Anholt.

ÇIverivrig
Sidens top