Ìirre
Èirre´| Ìirre | Èirre´ |
Se også Ìirre (verb.), Èirre´ (sms.led), ¢irre´ (sms.led)
verb. _ er·/er (K 1.3) alm. (spredt vsa. *irre, ærè, *ærre); også (udsporet, i betydning 3) *i·r Thy. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et hhv. ´¶et (K 6.1) alm.; (ptc.) ´et (K 6.1) $Voldby.
[< middelnedertysk irren, erren el. rigsmål (op)irre (men vist ofte med vokal lånt fra synonymet Çærge)]
1) = drille, tirre; ophidse; ofte i forb. irre ¡op, irre ¡ved [Midtjy (dog kun spor. på Djurs), SVJy´N, spredt i Thy´S, Sall, Him´SV, SVJy´S og SønJy´N, spor. i øvrige Jyll (nord for rigsgrænsen); se kort; syn.: Çærge 1]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
haar hun irret (ham) en Yvlavtens´Dav, sku’ Skam da fo’ ham, om han et’ haad taasken hin’ = har hun (dvs. mandens kone) tirret ham en juleaftensdag, skulle skam da få ham, om han ikke havde tærsket (dvs. banket) hende. MylErich.V.176. Hundehvalpen skulde erès (= tirres) for at blive tilstrækkelig bidsk. $Houlbjerg. han vild jo ov nok pas o o erre ve æ hiel Ti, for o fo dem te o følle atter ham = han (dvs. general Rye i krigen 1848) ville jo også nok sørge for at blive ved med at tirre hele tiden for at få dem (dvs. de tyske enheder) til at følge efter ham (væk fra Fredericia). JCChrist.F.60. \ (som interj.; i remse, hvormed børn tirrer hunde, kreaturer el. andre børn, ofte med stærk fremhævelse af r´lyden:) irre tirre (el. lign.) [spredt i Midtjy og SVJy] Ærr snærr, hund, vil du bidd (= irre snerre, hund, vil du bide!), drillende tilråb til hunden, der som regel ikke kan lide den noget knurrende lyd. SVJy. "Err terr! stek hålli i vejret (= irre, tirre! stik halen i vejret (etc.); siger vogterdrengen) om sommeren til køerne, når de bisser (jf. ¢bisse). Samsø (Krist.JyF.IX.5). (blandt børn, mens der peges fingre:) Érre dæ, perre dæ, sok dæ ga¶l, ær do´e entj, så blyw¶wer do´e nåk! = irre dig, pirre dig, suk dig gal; er du det ikke, så bliver du det nok (jf. sukke x ). AEsp.VO. De (dvs. børnene) sagde "Ærre" lige saa langt og drillende, naar Modparten maatte tage imod alle Kortene (i kortspil, jf. »irre·pig). Hards. (i tælleremse før leg:) den ældste eller den førende i Klassen (pegede) paa hver enkelt for hver af følgende mystiske Ord ¨: err _ perr _ porr (= irre, pirre, purre; etc.). SVasegaard.Klejtrup.58. \ (overført) = plage, bekymre. "De er aasse en Skam, saa a ha forsømt Ane no po de sihst." "Aah, de skal eet irre Dæ. Do haar jo wan der lihg hwerannt lidt" = det er også for galt, som jeg har forsømt Ane (dvs. en højgravid nabokone) på det sidste _ åh, det skal (du) ikke bekymre dig (om); du har jo været der lige hvertandet øjeblik. *PAlsted.GK.174.
Forrige betydning - Næste betydning
2) irre sig ¡ind på = provokere (med pågående snak), lægge op til skænderi [Hards´M og´S; spor. i Hards´NV; se kort; syn.: Çærge 2]
 | Tæt afhjemlet |
(så) begynder pludselig en mand ¨ at "erre" sig ind på min bedstefar ¨ anledningen var en ko, som denne havde solgt til manden. BøllingH (Maagen.1953.38).
3) (upersonligt:) det irrer (¡op) i (nogen) = "koger" af indestængt harme, vrede mv. [spor. i Vestjy] De irred op i ham ¨ dvs. vreden blussede op i ham. Hards. de i·rèr så gru¿li í mæ = det "koger" så grueligt i mig (dvs. jeg bliver mere og mere rasende). Thy. \ (hertil vel, i præs.ptc.:) irrendes = rasende. (han) bliver irrendes gal (= meget hidsig, vred) paa Fætteren. *Hards (MylErich.S.190).
| Ìirre | Èirre´ |
| Sidens top | |