inder·led
inder·liv| inder·led | inder·liv |
Se også indelig (adj., adv.)
adv. _ udtales i alm. som »Çindre + »´lig x; (også, som læseudtale:) en·dèrli Vends (AEsp.VO.); en·dèli $Børglum.
[< rigsmål]
1) = rigsm. (forstærkende et adj.) [spor. afhjemlet] hañ ær så eñèrli dow¶n = han er så inderlig doven. $Vroue.
2) forstærkende et verb.; ofte i forb. ret inderlig [spredt på Mors, i Sall, Him´V og Fjends; litt.?] æ Dreng war saa opirret, te han inderlig bevverist = drengen var så optændt, at han »bævrerystede voldsomt. Aakj.GJB.42. (han slog ned i tidslen med sin kølle) søhn de ræt ennerli kwahst = sådan at det ret inderligt kvaste (dvs. gav en stærkt kvasende lyd). AarbMors.1926.99. han wa så gal te han ¨ ræt eñèrli(©) bañ§t = han var så vred, at han bandede voldsomt. $Vroue. (i ed:) Så skuld Dæw¶len osse inderli glow¶ i dæ = så skulle djævelen også inderlig brænde i dig! (jf. Èglo). HJens.HDF.21.
| inder·led | inder·liv |
| Sidens top | |