hvims
hvimsk| hvims | hvimsk |
verb. _ hwem·s/hwe÷ms (K 1.7) Vends, Him; Ávems ØSønJy. _ præs.: ´er (K 6.2) alm.; hwem¶sèr $Hellum. _ præt. og ptc.: ´t alm.; hwem·st hhv. hwem¶st GislumH (Him).
[jf. svensk dialekt hvimsa (= tumle etc.); iflg. ODS.XXVI.1618 sammenblandet med vimse (som på jysk også høres udtalt med hw´)]
1) = slå med, ryste på (hovedet el. lign.) [spor. i Vends, desuden én kilde i Him; syn.: kimse x] hwe·ms = slå med hovedet (om køer og heste når de plages af bremser og fluer) _ øg¶gen stu å hwe·mst mæ hwò·t, så a entj ku få hwòlawwern på = hestene stod og huggede med hovedet, så jeg ikke kunne få hovedlagene på. AEsp.VO. hvims’ ¨ om Mennesker, der kaster hastig med Hovedet, hvilket kan være en Vane. Lars.Ordb.99. Mett Maritj behøwe entj sont aa hwems med Nakki. Hon ha entj siel wat saa helle i her Ungdom = Mette Marie behøvede ikke sådan at slå med nakken; hun havde ikke selv været så hellig (dvs. dydig) i sin ungdom. Thise.LS.I.14.
2) = logre (med halen) [spor. i ØSønJy og på Als]
| hvims | hvimsk |
| Sidens top | |