hvid·tavlet
hvidtelse| hvid·tavlet | hvidtelse |
verb. _ med sideformen hvidtie. _ hwit/hwi÷t/hwi§t (K 1.4) alm. i Nørrejy; hwiti VLisbjergH (MØJy; MKrist.Uds.50); vit SønJy. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
[< Çhvid; vist < rigsmål; spredt i Nord- og Østjy, spor. i øvrige Jyll (nord for rigsgrænsen); syn.: kalke x]
= hvidkalke (mur, væg, loft etc.). I nogle af Gaardene var det en Regel, at Stuerne skulde hvidtes til Jul, for at der kunde være fint, til Julegildet skulde holdes, og saa gik der Bud efter Mureren. AarbThisted.1945.258. I 1840erne gik man enkelte steder så vidt, at man hvidtede rålingen (dvs. hele stuehuset i gården), hvilket dengang ansås for et tegn på velstand. AEsp.VO. (tilbage i tiden) mens Kalk næsten ikke var til at faa for Smaafolk, saa fandt de noget meget lyst Ler ¨ "Hwildlir" (= »hvidler) ¨ og strøg det paa med en "Smidbost" (= kalkkost). Det blev ikke saa hvid som Kalk, men jeg tænker det hængte bedre fast. Bjerre.
| hvid·tavlet | hvidtelse |
| Sidens top | |