hurlum¡hej
Ìhurre| hurlum¡hej | Ìhurre |
interj., subst. _ hu¡ra alm. (som interj. også hu¡ra·); (som interj.) hu¡rå· $NSamsø, $Gosmer, $Bjerre, ældre sideform i $Voldby, spor. i SVJy og på Sundeved. _ genus (som subst.): neutr./fk. (K 7.1) alm.; (i betydning 2) fem. $Børglum. _ plur.: ´er (K 6.2).
1) = rigsm.; især som interj. ved festlige lejligheder [< rigsmål; spredt i Østjy, spor. i Vest- og Sønderjy] hu¡rå· få ¡kjæÏi¿èn (= hurra for kællingen, jf. kælling x), råbte man, når det sidste Læs (korn) kørtes hjem. $NSamsø. (når der var ophøstet) så ¡strø¿© vi è ¡hjøli o råvt hu¡rå· (= så strøg vi leen og råbte hurra). $Bjerre. det sidste Neg, som køres hjem fra Marken ¨ pyntes eller udklædes, og man råber "hu¡ra få æ Ábasè" (= hurra for basserne, jf. Ìbasse 5). $Løjt. "hurra for det bageste par", råb i legen "to mand frem for en enke". Sall. \ faste forb.: i/med en rask hurra = hurtigt, i en fart [spor. i SVJy og SønJy] de gjek mæ æn rask hu¡ra (= det gik i en fart), om arbejde el. andet. $Darum. _ med hurra i. æn pi·© mæ hu¡ra i¿ = en rask Pige. *SVJy.
2) = flane (skældsord om kvinde). *JMJens.Vend.36.
| hurlum¡hej | Ìhurre |
| Sidens top | |