hun·ur

hur

huppe

verb. _ hup (sj. *hwup). _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[vel lydefterlignende, jf. Ìhvippe 2; Samsø; fortrinsvis i ældre kilder]

= gø. (talemåde:) ¡huçj¶i ¡hupè, dæ komè ¡fræmè te krestèn ¡na¿r = hunden gør, der kommer fremmede til Kristen Nord. $SSamsø.

hun·ur	hur
Sidens top