hul·ske
hul·slebet| hul·ske | hul·slebet |
subst. _ afvigende 1.sms.led: hòwl´ Vends´M og ´S; howl´ Him´Ø, MØJy´NØ og ´SØ, Bjerre (vsa. hwo·l´); *houl´ Sall. _ afvigende (tryksvagt) 2.sms.led: ´®skòwl Thy.
[< Çhul 1 (men i størstedelen af det østjyske udbredelsesområde formentlig opfattet som »Ìhul, jf. de ovf. nævnte udtaleformer); Vends, NVJy, MØJy´S, SØJy´Ø og Sønderjy (± Vadehavsøerne og Angel og kun spor. på Als), spredt i Han, NØJy´Ø, MØJy´NØ, Djurs og MVJy´N, spor. i øvrige Hards; se kort; syn.: hakkelse·skovl, kaste·skovl x]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= skovl med hult (træ)blad, brugt især (a) til at fylde korn mv. i sække og til at rense aftærsket korn ved kastning (jf. kaste x), (b) til at øse vand af tørvegrav, flytte tørvedynd mv.; redskabet er forarbejdet af let træ, især ask, el og poppel; også med (kort) håndtag i stedet for skaft (Sønderjy, til kornkastning). hwòlskåw¶l ¨ med ret stærkt hulet træblad, som var fæstet til skaftet med et par bolte. AEsp.VO. da ka·st di èt mæ èn ¨ ¡ho·Ï¡skåwl = da kastede de det (Kornet) med en Skovl, en Hulskovl (når det skulle renses); den havde langt Skaft, man stod op til Arbejdet. $Øsby. æ ¡huèlªskåw¶l bro©t vi ¨ te¶ å kåst sne¿ = hulskovlen brugte vi (bl.a.) til at kaste sne (med). $Jelling. enèn di ku be¡gø·n å skèr tör¶è ¨ måt jæn¶ o kå·lèn mæ¶ Ûè sa·m i g嵶 mæ hwolskåw¶lèn får¶ å fo wan¶t øst u¶Û = inden de kunne begynde at skære tørv (om foråret), måtte en af karlene med det samme i gang med hulskovlen for at få vandet øset ud (af tørvegraven). NPBjerreg.ÅOmmers.52.
| hul·ske | hul·slebet |
| Sidens top | |