hul·jord
hulke·græde| hul·jord | hulke·græde |
verb. _ med sideformen hylke. _ (l/Ï K 4.8:) hol·k/holk/hol§k (K 1.5, K 1.6) alm.; også *hylke Vends´N; også hålk $Tved; spor. skrevet *hulk. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
[spredt i MØJy, spor. i NØJy, Djurs, Sall, Fjends, Sydjy og Sønderjy (og alle sidstnævnte steder vist yngre)]
= rigsm. (græde stødvist). hun hol§kè te hun rest ve¶ è = hun hulkede (så meget), at hun rystede ved det. $Vroue. (hun) sad og hylkede ved ham og vilde tröste denher syge mand. Krist.DS.VI.2.402.
| hul·jord | hulke·græde |
| Sidens top | |