hulen
hule·skind| hulen | hule·skind |
adj., adv. _ med sideformerne hulende, hulens. _ (n/ñ K 4.4; med samme vokalisme som i »Ìhule:) huwlèndès Vends, Han; huw·lèns $Læsø, sideform i Vends; huèlèñès $Torsted, ThyÌ; huw·lèndès $ErslevÇ; hu·lèndè(s) Sall´S; hu·lèñès $Vroue; hu·lèñ(d)ès $Tvis; hu·lèndès Hards; hu·lèñdès $GiveÈ; hu·Ïèn(è)s $Hundslund¢; skrevet *hu·lendes $Havbro; *hu·lende Him´V.
\ Ìogså huèlèndès; Çogså huw·lènès, huw·lèndè; Èogså hu·lèns; ¢også huÏèndè(s), huÏèns
[vel opr. genitiv af »hulen; formen på ´nde(s) antagelig forstærkende; spredt i NJy, NVJy, MVJy og SVJy´N, spor. i Him, MØJy og SVJy´S; syn.: pokkers x]
= gevaldig, skrækkelig. nÒj ¡huèlèñès ¡wÉjlè = noget hulen(de)s vejr (dvs. et forbistret vejr). $Torsted. De war e ban·kendes godt ضg, ¨ brow¶n blesse, e hu·lende godt ضg = det var et bankendes godt øg (dvs. en rigtig god hest), brun(´)blisset, et hulende(s) godt øg. HJens.HDF.29. det tog "en huulendes Ti få ham" (= en pokkers tid for ham). HPHansen.KFV.134. Saa kam sku mi Kuen / i en hulendes Jaw = så kom sgu min kone (farende) i et gevaldigt jag. AHLaurs.S.2. a æ da så hu·lèñ(d)ès kyw¶ å¿r = jeg er da så forfærdelig ked af det. Skautrup.H.II.96.
| hulen | hule·skind |
| Sidens top | |