hul·båre
hulbår·sten| hul·båre | hulbår·sten |
subst. _ med sideformerne holmbo·ko, valborg·ko. _ el. (i to ord) hulbår ko. _ 1.sms.led: hwòlmbo´ MorsÌ; hwol·bur´ Sall; hwål·bo´ HardsÇ; hwål(·)borè´ SVJyÈ; (forvansket) *voldborg´, *valborg´ SønJy´N.
\ Ìogså *hvolme´; Çogså *hwolbor´, *hvolber´; Èogså *wolbo´, *wolbe(r)´, *hvolbre´ el. lign.; også forvansket til *voldborg´, *hvolbjerg´.
[< Çhul·bår; Hards´SV, SVJy (±NØ, Sønderjy´NV); spredt på Mors og i Hards´NV, spor. i Sall´V og LBælt; se kort; syn.: bosse·ko, hul·ko]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= sten med hul igennem, brugt i børns leg som ko, der kan sættes i tøjr. Ude bag Laden har Lillebror sin egen Stald, bygget af Pinde og Streger i Sandet. I Baasene staar i Rækker alle dens "Hwolbrekøer" = Sten med et Hul igennem, hvori en Strikke kan bindes. Frifelt.GJU.448. Som Børn havde vi lange Rækker af ¡hwòlmboªkëèr (= hulborkøer) stående. Mors. Voldborgkøer (sten med hul i) tøjredes også ud med gamle tretommersøm som tøjrepæle. SVJy.
| hul·båre | hulbår·sten |
| Sidens top | |