Çhuje´huje·græde

huje·brøle

verb.

[< Çhuje´; spor. i Midtjy og på Als; syn.: huje·græde]

= græde heftigt og højlydt. a ga mæ ¨ te aa hujbrøel, da den sku ha æ Knyw = jeg gav mig til at tudbrøle, da den (dvs. en gris) skulle have kniven (dvs. slagtes.). VilbMøll.PU.7. I Vrold, der slog de Fanden ¨ sò¶n te hannd hujjbrålld (= sådan at han tudbrølede). Sgr.V.23.

Çhuje´huje·græde
Sidens top