hoved·klud
hoved·krone| hoved·klud | hoved·krone |
subst. _ afvigende 1.sms.led: også hwò´ KærH (Vends); (i betydning 1) *høj´ ØSønJy. _ afvigende (tryksvagt) 2.sms.led: ´®klæj Vends, Him´NØ; ´®klæ HanÌ, Sundeved, AlsÇ; ´®kle NVJyÈ, Sall, Hards¢, $Give.
\ Ìogså ´®kle; Çvsa. ´®kèl; Èogså ´®klè; ¢dog ´®klè $Tvis.
1) = del af finere hovedbeklædning til kvinder; gået af mode i første halvdel af 1800´t. [Sundeved´Ø, Als, SSamsø, spor. i øvrige ØSønJy og i Angel; se kort; forældet; syn.: hoved·klud]
 |  Tæt afhjemlet |
Den gamle kvindelige Hovedbeklædning er en til Nakken sluttende Puld af foldet stivt Papir, overtrukken med sort Silketøj (jf. Çhylle efter planke), til denne ¨ er befæstet en Skjerm af stivet klart Tøj, som fra Issen går lige ud over Ansigtet og runder af ned over Kinderne (Hovedklædet); i Nakken ¨ et Strimmels (jf. strimmelse x). Hagerup.Angel.40. Hojkel ¨ var et Forstykke til Høllen (jf. Çhylle efter planke), bares som Festskrud. To Kvinder med Hojkel paa i passiarende Stilling var næsten i Stand til at spærre en Vej. Als. Højklædet hedder hos enkelte ogsaa "æ Holdklæd" (jf. holde·klæde). Ved Haderslev kaldes det "Lin" (jf. lin x), naar det bestaar af tætte Kniplinger, og "Højklud" (jf. hoved·klud), naar det er forsynet med en trekantet Snip, der bagtil falder ned over Høllen. SprogfAlm.1898.37 (med ill. s. 35). ven di sku true nove etter, ho di en suat Høl aa Sløif aa tet Hoiklæ; essen va e Hoiklæ usy i Tøl ¨ ve ve Si o de Tøl va dæ et linnen Bon, aa ven de va strogen aa styv, bløv de krust me en Knyv, men ven di skul u, maat di haa en stua styv Kap øvrem, essen faalt di sammel om e Hoi ven e va Ren helle Tykning = når de (dvs. kvinderne) skulle sørge efter nogen, havde de en sort kyse og sløjfe og tæt(siddende) hovedklæde; ellers var hovedklædet udsyet i tyl; ved hver side af det tyl var der et linnedbånd, og når det var strøget og stift, blev det kruset med en kniv; men når de skulle ud(endørs), måtte de have en stor stiv kappe (jf. kappe x) over dem; ellers faldt de (dvs. hovedklæde og kyse) sammen om hovedet, når det var regn eller tåge. Als. Das Jahr 1868 bezeichnet merkwürdig genau das Ende des Hoiklæ ¨ und damit also das Ende der Alsener Volkstracht überhaupt. KreisSonderburg.III.102.
2) = hovedtørklæde (i alm.) [Nordjy (± Vends´Ø, og kun spor. i Him´V og i Sall), spor. i Midt- og Sydjy; se kort]
 | Tæt afhjemlet |
¡bæjstèªmu¶è gik gja·n mæ èn ¡huèªkle· bo·dè iñ· å u·r = bedstemor gik gerne med et hovedklæde både inde(ndørs) og ude(ndørs). $Vroue. huèklè _ te daw¶lè æn sæsès kle·, te pæ¿n æn musè¡línsªkle· (= til daglig et sirtses klæde, til pæn (brug) et musselinsklæde). Skautrup.H.I.179. nær pigeren sku bej òp, baj di djÉ hwòklæj tæt nij¶r i paçjjen å knøt´e i nakki = når pigerne skulle binde op (efter høstkarlene, jf. Ìbinde 3.1), bandt de deres hovedklæde tæt ned i panden og knyttede det i nakken. AEsp.VO. Hovedklædet blev bundet fast om Hovedet, tilbage og frem igen paa en aparte Maner _ hver af Byerne havde sin _, som de holdt meget paa ¨ desuden blev der om Vinteren, naar man gik ud, bundet endnu et Tørklæde oven paa det første, men fra Hagen op over Hovedet for at skærme mod Blæsten. Fanø (RibeAmt.1919´22.131).
| hoved·klud | hoved·krone |
| Sidens top | |