hoved·ende
Ç´hovedet| hoved·ende | Ç´hovedet |
Se også Ç´hovedet (sms.led)
adj. _ med sideformen hovedig. _ huèÛi© Mors; *hodig Hards´V; huèÛè SVJy; ho·jè/Áho·jè (K 1.9) SønJy; håwèrè $Fjolde.
1) = begavet, klog, opvakt [< Ìhoved 2; spredt i SønJy (±NV, ±SØ), spor. i Vestjy; fortrinsvis i ældre kilder] KAagaard.BTL.225. Huede waar han, gu Knejt, beløven o beløst = begavet var han, ham knægten, beleven og belæst. JJacobsen.T.III.26. Do ¡tro·j, han vå ¡tratè, mæn do må tro ¡om e¡gjæn: han æ skam ¡ho·jè nåk = Du troede at han var fjollet (jf. trattet x), men du må tro om igen: han er skam klog nok. HostrupD.II.2.19.
2) = godt tilpas [vel < Ìhoved 2] hañ geær a ¡trutèr, hañ ær ¡ek ¡håwèrè = han går og surmuler, han er ikke hovedet, dvs. i dårligt Humør, ikke vel til Mode. *$Fjolde.
| hoved·ende | Ç´hovedet |
| Sidens top | |