Ìhofte

Èhofte´

Se også Ìhofte (subst.), Èhofte´ (sms.led)

Çhofte

verb. _ *howt alm.; også *håwt LBælt. _ præs.: ´er (K 6.2).

[jf. vestnordisk hapt (= bånd, lænke), jf. ODS. II. hofte, ØMO. hofte III; spredt i SØJy´M og ´S, spor. på Djurs, i SVJy og ØSønJy´N; syn.: ¢hæfte]

= stilne ¡af, aftage, om regn, uvejr. Min Far sagde altid: det hovter i Vejret. STyrstrupH. Da Stormen (dvs. snestormen) hoftede, var Landet en Ørk. Al Færdsel umuliggjort. KrJens.LH.39.

Ìhofte	Èhofte´
Sidens top